// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katherine Webb: Arven
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Katherine Webb: Arven

Skrevet af den 10. juli 2014 – 10:33Ingen kommentarer

Når en bog optager dig så meget, at du er nødt til at læse forud, fordi du ikke kan holde ud at vente på at finde ud af, hvad der sker, så er det godt. Sådan en bog er Arven.

Det er lige så meget fortællestilen, som det er historien, der gør det. Historien er fortalt før og er ikke specielt nytænkende; et familiemedlem dør, der er nogle arvinger, der rydder op og frem kommer alskens gamle familiehemmeligheder, som selvfølgelig har påvirket de nulevende slægtninges liv.

I dette tilfælde er det søstrene Erica og Beth, der har arvet deres afdøde mormors hus – et sted med både gode og dårlige minder fra barndommen, som langsomt kommer op til overfladen, mens de er der. Mens Erica er meget opsøgende, er hendes søster Beth lukket og tilbageholdende og vil bare gerne væk derfra igen. Men mindet om deres fætter Henry, der en sommer forsvandt sporløst, og et billede af deres oldemor med et ukendt barn, får Erica til at fortsætte sin eftersøgning af familiens hemmeligheder.

Arven er bedre end andre lignende historier. Sceneriet er stærkt – mens du læser, kan du høre, lugte og føle det samme som dine hovedpersoner. Persongalleriet er spændende og anderledes, og springene i tid og sted fungerer også godt. Det er i det hele taget en utrolig velskrevet roman.

Katherine Webb, Arven, Cicero, februar 2014, 396 sider.