// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mitchell Zuckoff: Frosset i tiden. Forulykket på indlandsisen under Anden Verdenskrig.
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Mitchell Zuckoff: Frosset i tiden. Forulykket på indlandsisen under Anden Verdenskrig.

Skrevet af den 1. juli 2014 – 09:13Ingen kommentarer

Frosset i tiden er en på flere måder isnende fortælling. Et fragtfly forulykker på den utilgængelige grønlandske vestkyst. Et eftersøgningsfly må nødlande fire dage senere. Og lidt længere ude i fortællingen forulykker endnu et fly, mens det er ved at fragte en af de forulykkede tilbage til civilisationen.

Kampen for at overleve synes fuldstændig håbløs. Nogle af de forulykkede kæmper sig i gennem 140 dage på isen. Kulden, mørket, sult og forfrysninger er ved at drive dem ud i galskab. Uden for deres primitive hule hyler snestormene, og døden lurer, koldt og kontant, blandt andet i form af dybe gletscherspalter, dækket af tynde islag og sne. De bliver holdt i live af nødrationer, fra fly som ikke kan lande, og selv om deres position er kendt, må adskillige redningsaktioner opgives. Forholdene i området er for umulige og flere går til under forsøg på at undsætte de strandede. Hvordan flertallet alligevel kommer derfra, må man læse i bogen.

Zuckoff formidler den skiftevise desperation og håbet om at blive reddet, så det løber én koldt ned af ryggen. Men paradoksalt nok er der også varme og passion i fortællingen. Dels i den måde de strandede holder livsmodet oppe hos hinanden, trøster og hjælper, når det ser allermest sort ud. Dels i et parallelt spor, hvor vi hører om excentrikeren Lou Sapienza, hvis livsmission er at bjærge et af de strandede fly og dets døde besætning. Ligene skal tilbage til USA og stedes til hvile af familien, og flyet skal udstilles, men Sapienza bliver ved med at løbe muren mod panden hos myndigheder og potentielle sponsorer.

Bogens forfatter lader sig rive med, bidrager til projektet, og ender faktisk med at rejse med til Grønland på en ekspedition, der bestemt heller ikke er ufarlig. Passionen er medrivende, og Zuckoff fortæller så fængslende, som var det en spændingsroman, man havde i hånden. Det er på alle måder en meget vellykket bog om et lille kapitel om 2. verdenskrig, som den udspillede i et fjernt, isoleret og forbandet koldt område i den arktiske vildmark.

Mitchell Zuckoff. Frosset i tiden. Forulykket på indlandsisen under Anden Verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag. 350 sider. Oversat af Poul Henrik Westh. Juni 2014.