// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jarl Egeberg: Skøre eventyr 1-4
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Jarl Egeberg: Skøre eventyr 1-4

Skrevet af den 22. juni 2014 – 21:55Ingen kommentarer

Sommerferien står for døren og det er vigtigt, at alle de små nye læsere holder læselysten og læseglæden ved lige. Det er derfor relevant at kigge efter god børnelitteratur til oplæsning og meget gerne til selvlæsning.

Et godt bud på læselette bøger er serien; Skøre eventyr fra Forlaget Elysion. Det er en serie på 4 eventyrbøger, der med et tvist underholder og styrker læselysten. Bøgerne er på lix 7 og kan læses af børn fra 1. – 3. klasse. De yngste læsere kan sagtens læse med og genkende de mest brugte ord.

Den første bog i serien, som kan læses helt uafhængigt af hinanden, er ”Sofie og dragen”. Sofie er en prinsesse, der keder sig rigtig meget. Hun gider ikke kysse flere frøer og den selvoptagede Prins Rolf lytter aldrig til Sofie. En dag kommer den røde drage og snupper Prinsesse Sofie. Den stikker af med hende og Rolf sætter efter, fast besluttet på at dræbe dragen. Men måske er det slet ikke så slemt at blive fanget af en drage….

Bøgerne er sjove og med historier der fanger. Illustrationerne er skæve og skøre og passer rigtig fint til fortællingerne. Det er Jarl Egeberg, der står bag både tekst og tegning.

Jeg er ikke så vild med den lidt kringlede skrift og når bøgerne henvender sig til de yngste læsere, ville jeg foretrække en mere enkel og genkendelig skrifttype. G, Æ, A ’erne er med lidt for mange krummelurer.

De andre skøre eventyr er: Heksen og søen, Kongen der var vild med smør (min favorit) og Hans og kæmpen.

Jarl Egeberg, Skøre eventyr, Forlaget Elysion, 28 sider