// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Elsebeth Egholm: Kød og blod
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Elsebeth Egholm: Kød og blod

Skrevet af den 6. juni 2014 – 07:35Ingen kommentarer

Gode gamle Dicte. Det gør næsten ondt, at møde Dicte igen i den nyeste bog af Elsebeth Egholm, der udkommer i dag.

Dicte er en skygge af sig selv efter sommerens voldsomme oplevelser og en rædselsfuld voldtægt. Hun har sagt sit job op, solgt bilen, tabt sig og mistet det meste af kontakten til omverdenen. Ikke engang datteren Rose eller kæresten Bo, kan komme ind til hende. Man får lyst til at pakke hende ind i et tæppe og lade hende græde ud. Men sådan er Dicte ikke, hun har altid klaret det hele på sin egen måde. Men man kommer i tvivl om hvordan hun skal klare det i denne omgang.

Og hun prøver virkelig at holde sig ude af problemer, men da en række unge kvinder myrdes og voldtages tager Dicte kampen op og mærker igen blodet suse rundt i kroppen.

Sønnen Peter får stjålet sin elskede hund, samtidig med at en ulv spreder skræk og rædsel på Djursland. Inde i byen er det de voldsomme lemlæstelser af de unge kvinder, der ryster politifolkene, i jagten på den uhyggelige morder. Dicte og Peter hvirvles ind i historierne og finder ud af, at de faktisk ligner hinanden mere end de selv vil indse.

Egholm skriver som en drøm og væver på skønneste vis, de røde tråde i historien sammen. Der serveres spænding og familiehistorie sammen, med vedkommende kommentarer til de unges verden der leves online.

Kød og blod er nyeste bog i serien om Dicte Svendsen, hvor også sønnen Peter har en hovedrolle. Det fungerer! Og på bedste serievis skal der ikke mange linjer til, før man er i det kendte miljø omkring Århus og Djursland og bare venter på at støde ind i Wagner eller Kir.

Egholm leverer – igen, helt eminent læsning.

Elsebeth Egholm, Kød og blod, Politikens Forlag, 2014, 393 sider