// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Romain Puértolas: Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Romain Puértolas: Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab

Skrevet af den 27. maj 2014 – 07:01Ingen kommentarer

Jeg har sjældent moret mig så meget over at læse en bog, som jeg har gjort de seneste aftener (og de blev lange, for den her bog er svær at lægge fra sig).

Bogen er en helt utrolig usandsynlig levende historie om en fakir, der (i hvert fald i nogle timer) sidder fast i et IKEA-skab. Han er kendt for at sluge sammenklappelige sabler, spise glasskår fremstillet af kalorielet sukker, for at stikke falske nåle i armene og en helt det andet fup. Fakiren har en snedig plan. Han vil rejse fra Indien til Paris for at købe en sømseng, der på tilbud i IKEA. Han har lokket de lokale i landsbyen i hjemlandet til at betale for rejsen, for han ejer ikke selv en mønt. Det går dog lang fra som planlagt.

Det er en fornøjelse at være i selskab med den fattige inder, der er rig på gå-på-mod og som vrivles ud på det ene mærkværdige eventyr efter det andet. Således rejser læseren med i IKEA-skabet til England, videre derfra med fly til Spanien (dog nu uden IKEA-skabet), hvor han især oplever hvordan det er at rejse på bagagebåndet ud i baglokalet i lufthavnen. Inden han når så langt har han dog nået at lægge sig ud med en taxachauffør i Paris, OG nået at forelske sig i den ensomme Marie, der skifter mænd så ofte det er hende muligt. At se verden gennem hans naive og sympatiske øjne er både opløftende og underholdende.

Forfatteren skriver med et sprogligt overskud. Han har en misundelsesværdig humor, som gang på gang kommer til udtryk i bogen. Samtidig midt i alt det skæve og morsomme kaster forfatteren et kritisk blik på immigrationspolitikken udført i praksis i Europa uden at bogen bliver tung af det. Og det må siges, at være ganske godt gået. Bogen er oversat fra fransk og jeg tænker, at det også vil være rimeligt med en ros til oversætteren.

Romain Puértolas, Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab, Rosinante, 256 sider, Maj 2014.