// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karin Pallisgaard: Begynder yogabogen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Livsstil

Karin Pallisgaard: Begynder yogabogen

Skrevet af den 19. maj 2014 – 11:23Ingen kommentarer

Yoga. For et år siden havde du set mig rulle med øjnene og fyre en spydig bemærkning om vejrtrækningsøvelser af sted. Men så blev jeg gravid. Og så skulle jeg jo til gravidyoga. Og det var faktisk en rigtig god oplevelse, der fik mig til at æde mine værste fordomme. Nu er jeg klar over, at gravidyoga jo er light-udgaven, så her post-fødsel har jeg besluttet at starte op med “rigtig” yoga, hvorfor denne bog kom som sendt fra himlen.

Forfatteren lægger dog noget hårdt ud, taget i betragtning af, det skal være en begynder yogabog. Yoga har nærmest reddet hendes liv – “yoga er din spontane lyst til at smile til din sure nabo og hvordan du vælger at elske dig selv” – ahh, ro på. Lige vel store ord, hvis du vil tiltrække et begynderpublikum, men lad gå.

Jeg er nemlig en ægte begynder. Ved intet om de forskellige slags yoga og kan til nød forklare, hvad “hunden” er. Derfor er det rigtig skønt, at denne bog kombinerer baggrundsstof og øvelser og at der følger billeder med til øvelserne, som gør det lettere at lave dem. Og så kan du jo bare løbe hurtig henover vejrtrækningskapitlerne (men sig det ikke til nogen!).

Jeg har ikke læst bogen fra ende til anden, men vil bruge den som opslagsværk og jeg glæder mig til at hive den ned fra hylden – forhåbentlig mange gange – når jeg skal lave lidt yoga hjemme på gulvet, hvor ingen kan se hvor latterlig, jeg ser ud. Men det er heller ikke det yoga handler om – det har bogen også lært mig. Projekt yogamave er sat i gang og denne bog skal være min hjælper på vejen.

Karin Pallisgaard, Begynder yogabogen, Pretty Ink, januar 2014, 286 sider.