// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Per Gammelgaard: Dyt for Stanley
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Prosalyrik

Per Gammelgaard: Dyt for Stanley

Skrevet af den 10. januar 2015 – 15:12Ingen kommentarer

“Dyt for Stanley” er en samling lynhistorier / ultra korte tekster, der med ganske få linjer fortæller meget store historier. Jeg blev så begejstret, at jeg blev nødt til at læse flere af historierne højt for min mand – som efterfølgende selv greb bogen.

Der er for eksempel historien “I teateret” på 14 linjer om den unge kvinde, der for første gang kommer i teateret og mest af alt er imponeret over de røde lamper. Den historie minder om dengang jeg præsenterede en gammel veninde for min mand første gang i hans lejlighed. Hun kiggede med store øjne på hans bogreol og udbrød “har du læst alle de bøger selv”. Helt stramme historier, der på få linjer siger noget om blandt andet erfaring og kulturel baggrund.

Du kan læse om Aisha, der overvejer om hun skal give 7.500 kr. for ti sting i skeden til en ny mødom, om den store gårdbrand hvor tre bondekoner året efter dør af kræft og om den lille mand i blå træningsdragt der løber fra ondartet kræft, diabetes og forhøjet blodtryk og hvis dør det en dag banker på. Læseren har rig mulighed for at digte videre på Per Gammelgaards interessante lynhistorier, der ofte har åbne slutninger.

Enkelte af historierne, gør ikke det store indtryk, men størstedelen er ret gode og beder pænt om at blive læst højt. Samlet set lykkedes Per Gammelgaard ret godt med denne samling af kortprosa.

Hvis du ikke har meget tid i din hverdag til at læse og hvis du samtidig stiller krav til det du læser, så er Per Gammelgaars “Dyt for Stanley” et godt bud. Hvis du snupper en historie om dagen har du på få minutter fået en fin dosis litterært input af god kvalitet.

Per Gammelgaard, Dyt for Stanley, Lynhistorier, Forlag Jensen og Dalgaard, Maj 2014, 78 sider.