// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Davidsen-Nielsen: Hypokonderens død
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

Hans Davidsen-Nielsen: Hypokonderens død

Skrevet af den 10. maj 2014 – 15:45Ingen kommentarer

I journalist Hans Davidsen-Nielsens nye spændingsroman ”Hypokonderens død” er hovedpersonen og helten en hypokondrisk, fraskilt og doven befolkningshistoriker. Så bliver det vist ikke mere antihelteagtigt. Og milevidt fra alt for mange danske og skandinaviske krimiers standardhovedperson i form af en fordrukken og rebelsk ældre politibetjent eller en ung og rebelsk kvindelig journalist.

Så allerede fra starten af bogen er undertegnedes generelle skepsis mod danske og skandinaviske kriminalromaner lagt delvist på hylden. Og det bliver bedre endnu. For karaktererne er fantastisk gennemarbejdede og med mange lag. Plottet er velgennemtænkt og realistisk. Og fortællingen er velskrevet og fri for klicheer og stereotyper.

En stor og væsentlig anke er dog, at han bruger 250 sider på at bygge karakteren op og sætte rammen for selve spændingsdramaet. Det får så kun de sidste 68 sider til at folde sig ud på. Og det er synd. Virker som om Hans Davidsen-Nielsen har haft en vis periode til at skrive romanen i og kom i tidsnød. Derfor haster han igennem selve spændingsdramaet.

Undertegnede slår normalt hårdt ned på bøger, hvor der er for megen tomgang og ligegyldig udenomssnak. Hvor der sagtens kunne være redigeret 100 sider væk. Men i dette tilfælde kunne vi faktisk godt have brugt 100-150 sider ekstra til at gå mere i detaljer med selve historien, som først for alvor starter omkring side 250. Det gør ikke noget at bruge så mange sider på at bygge op. Det kan det godt holde til. Hovedpersonen skal trods alt igennem en forholdsvis omfattende transformation fra kedelig akademiker til en eller anden form for helt. Men når så først vi går i gang, så er det lidt ærgerligt, at det skal gå så stærkt og stoppe så hurtigt igen.

Bogen er gennemsyret af at Hans Davidsen-Nielsen har et stort kendskab til hvordan det danske efterretningsvæsen arbejder og det politiske spil omkring Danmarks sikkerhedsinteresser. Han har da også tidligere skrevet bøger om både FE, PET og den danske fange på Guantanamo. Og til daglig er det ikke overraskende hans stofområde på dagbladet Politiken.

”Hypokonderens død” er Hans Davidsen-Nielsens romandebut. Og forhåbentlig ikke den sidste.

Hans Davidsen-Nielsen: Hypokonderens død. Politikens Forlag 2014. 318 sider.