// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » John Williams: Stoner
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

John Williams: Stoner

Skrevet af den 28. april 2014 – 07:02Ingen kommentarer

Godt nok er vi stadig kun i årets fjerde måned, men jeg vover pelsen og udnævner John Williams roman Stoner til årets (måske) vigtigste udgivelse. Bogen udkom oprindeligt i 1965, men på det tidspunkt fik den slet ikke den opmærksomhed, som den gør nu.

Stoner handler om den unge mand William Stoner, der vokser op ude på landet hos en fattig bondefamilie i slutningen af 1800-tallet i Missouri i USA. Hans far vælger at lægge penge til side, så William kan komme på landbrugslinjen på universitetet, så han senere han overtage driften på gården. På universitetet bliver den unge mand gradvist mere optaget af litteratur og han beslutter sig for at skifte studieretning. Det bliver et vigtigt vendepunkt i den unge Stoners liv. En dag møder han en smuk kvinde, som han bliver mere betaget af og som han ender med at blive gift med. Den store kærlighed møder han dog først langt senere i livet i skikkelse af en yngre studerende på universitetet.

Stoner er en følsom, god og intelligent mand, hvis liv formes og påvirkes af andre menneskers ondskab, mistrivsel, smålighed og mangel på empati. Bogen Stoner er en fortælling om at acceptere det livet tilbyder og om at få det bedste ud af selv meget lidt. Men det er også fortællingen om konsekvenserne og prisen ved at undlade at kæmpe for det man tror på og har kært. Stoner er en usentimental bog, som griber fat i noget almen menneskeligt. Man kan som læser ikke undgå at blive rørt af William Stoner, hans rolige gemyt, hans væsen og det beskedne liv han lever.

Der er tale om en usædvanlig og virkelig god bog, så hvis du er til kvalitetsromaner må du ikke glip af dette mesterværk!

John Williams, Stoner, Lindhardt og Ringhof, April 2014, Oprindeligt udgivet på originalsproget engelsk i 1965, 303 sider.