// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stephan Pastis: Timmy Taber – Ingen er fejlfri
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Stephan Pastis: Timmy Taber – Ingen er fejlfri

Skrevet af den 20. april 2014 – 23:44Ingen kommentarer

Navnet er Taber. Timmy Taber. Han er grundlægger af og direktør for detektivbureauet Taber A/S – det bedste detektivbureau i byen, hvis ikke i landet. Muligvis i hele den vestlige verden. Hvis han skal sige det selv. Virkeligheden er en ganske anden!

Timmy Taber vil mægtig gerne være en succesfuld detektiv. Problemet er bare, at han ikke er synderlig kvik. Men det er heldigvis ikke gået op for ham, så han klør på med de forskellige opgaver, han bliver hyret til at løse.

Selv er jeg en anelse for gammel til at være i målgruppen for bogen, så jeg har allieret mig med min 9 årige søn Tue. Først var han skeptisk og han begrundede det med at tegningerne ikke var flotte, siden hen gik det op for ham, at det skal forestille, at det er Timmy Taber, der har lavet tegningerne. Tue skulle dog ikke mange sider ind i bogen førend han smilede skævt, mens han læste. Få sider senere løftede han læsende det ene øjenbryn. Og endnu et par sider længere inde i bogen begyndte han at genfortælle pointerne fra bogen. Sagt med andre ord: Tue var fanget!

Timmy Taber – Ingen er fejlfri er første bog i serien om drengen, hvis makker er en isbjørn. Næste bog i serien Timmy Taber – se nu, hvad du har gjort er allerede udkommet. Begge bøger er rigt illustrerede med tusch, der underbygger teksten. Grundlæggende er bøgerne morsomme og fjollede – men nok mest for de drenge og piger, der elsker “falden-på-halen-spas”.

Personligt blev jeg hurtig træt af, hvor dum Timmy Taber er. Men Tue morede sig og sagde at bogen er “rimelig sjov”. På en solskinssøndag nåede han at læse knap 100 sider – og det gør en knægt på 9 år kun hvis bogen er værd at læse.

Er du (eller det barn du leder efter en selvlæsningsbog til) glad for film som Min søsters børn, Far til fire eller bøgerne Kaptajn Underhyler, vil du ikke gå helt galt i byen med Timmy Taber.

Stephan Pastis, Timmy Taber – Ingen er fejlfri, Forlaget Alvilda, 294 sider, 2013.