// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Ulrik Thomsen: Samlede Thomsen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte

Søren Ulrik Thomsen: Samlede Thomsen

Skrevet af den 7. april 2014 – 21:55Ingen kommentarer

En ganske særlig udgivelse er nu på markedet. Gyldendal samler Søren Ulrik Thomsens digte og essays i en bog af sværvægtsklassen i mere end en forstand. Bogen er i fysisk form noget af en bastant klods, desuden er bogen indholdsmæssigt uudtømmelig, så man kan virkelig tale om, at man får mange ord for pengene.

At bogen er en sværvægter, skal dog ikke afskrække nogen, men nærmere fremstå som et kvalitetsstempel. Søren Ulrik Thomsen har været og er stadig noget af en universitets-darling, og han regnes for at være elitær. Der er da heller ikke nogen tvivl om, at Thomsen er en ambitiøs digter og en ganske dygtig en af slagsen. I digtet ”Mange” fra City Slang hedder det:

”Jeg har skrevet mange ord
og flere vil komme
de ligger under ristene langs fortovene
de ligger i containerne og bag murenes revnede maling (…)”

Det er dog med udgangspunkt i det enkle, med en nuanceret fornemmelse for ord og sprog og med en særlig interesse for tilværelsens vilkår, at Thomsen udfolder sine store armbevægelser. Hans sans for rytme og form og hans dragende og omfattende livstemaer gør forfatterskabet et bekendtskab værd for alle mennesker og gør læsninger på flere niveauer mulig.

Bogen er delt i to. Digte i første halvdel, startende med den anerkendte digtsamling City Slang, herefter følger samlingen af essays. Det er en rigtig god idé at samle disse to genre under en udgivelse. Som digteren selv bemærker i forordet, så er essayet en svær omgængelig genre, fordi essays ofte udgives i aviser, tidsskrifter eller lignende og nyder derfor ikke samme værkstatus som en digtsamling. Desuden er et vigtigt aspekt af Thomsens litterærproduktion hans poetik – altså hans tanker og ideer om digtningens tilblivelse, dens form, stil og virkemidler. Thomsens poetik udfoldes i stor stil i hans essays, så det er ganske bestemt en interessant og vigtig del af hans forfatterskab. Men både analyser og fine anekdotiske tekster skrevet med humor, som for eksempel talen til Jørgen Leth, har også fundet vej ind i bogen.

Jeg vil mene, at denne bog er af en sådan tyngde, at man har litteratur til hele livet. Det er et røverkøb.

Søren Ulrik Thomsen, Samlede Thomsen, Gyldendal, 2014, 1038 sider.