// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jacob Kvist og Jon Bloch Skipper: Udenrigsminister
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat

Jacob Kvist og Jon Bloch Skipper: Udenrigsminister

Skrevet af den 10. marts 2008 – 11:502 kommentarer

UdenrigsministerUdenrigsminister er interview-portrætterer af de seneste seks danske udenrigsministre fra Henning Christophersen, Kjeld Olesen, Uffe Ellemann Jensen, Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og til Per Stig Møller. Alle er de nulevende, og bogens 443 sider består egent blot af små-redigerede transkriptioner af samtaler med dem hver især.

Bogen er ikke forsøgt tematiseret, og det er heller ikke de samme spørgsmål, de forskellige politikere svarer på, men derimod et forsøg på at portrættere de skiftende regeringers udenrigspolitik gennem samtaler med hovedpersonerne.

Udenrigspolitik er en underlig fisk på Christiansborg. På den ene side er det alene regeringen, der fører politikken, på den anden side er det et af de områder, hvor der er størst politisk konsensus, og alle ministrene fortæller da også, at udenrigspolitikken og -ministeriet er en supertanker, som en minister kun møjsommeligt og langsomt kan ændre kursen på.

De færreste er i tvivl om, at der er stor forskel på de seks personer, og det slår da også en tydeligt, at de har grebet opgaven med at deltage meget forskelligt an. Hvor Henning Christophersen tydeligvis har forberedt sig, fundet sine gamle noter frem og tænkt over, hvilke budskaber, han gerne ville have ud, så virker Niels Helveg Petersen usammenhængende og klassisk tja-bum-bum i sine svar på de noget kritiske spørgsmål. Tilsvarende er Kjeld Olesen direkte arrig og i total forsvar for sin noget svævende politik i 1980’erne, hvor han stod i spidsen for især et opgør med Uffe Ellemann og Schlüter-regeringens noget særprægede holdning til udenrigspolitik.

Heldigvis slipper man for de traditionelle skildringer af barndom og familieliv (dem kan man finde i rigt mål i andre portræt-bøger), og bogen har et herligt fokus på “sagen”.

Men man kunne godt ønske sig en mere direkte og kritisk kommentar i stedet for blot at lade personerne svare. Det kræver en stor baggrundsviden at forstå og tolke deres udsagn, og det havde gjort bogen mere læseegnet og troværdig, hvis der havde været flere analyser med fra 3. part, eksempelvis forfatterne, som tydeligvis har brugt stor tid på research og at indsamle viden. Desværre er det svært at formidle, når man kun giver sig selv plads i spørgsmål på 1-3 linjer og et par opklarende real-kommentarer i indskudte paranteser.

Dansk udenrigspolitik handler i bund og grund mest om at sikre, at danske virksomheder kan handle så vidt og bredt som overhovedet muligt. Det er faktisk ministerens primære opgave at sikre, eksempelvis i EU-regi. Men i bogen fylder den del af jobbet meget lidt, og i stedet fokuseres på det område, hvor en minister har meget lidt at skulle have sagt, nemlig sikkerhedspolitikken og den store globale politiske scene. Det er ganske givet, fordi det er det sjoveste at tale om. At høre, hvordan Niels Helveg og co. kludrede i tingene op til NATO’s (USA’s) beslutning om at bombe Serbien ud af Kosovo, er ganske interessant, men når man tænker på, hvilke forandringer, der skete for dansk erhvervslivs rammebetingelser i 1990’erne, så havde det måske været interessant at bruge et par sider på. For her har ministeren rent faktisk indflydelse og muligheder for at gøre noget.

Man skal være mere end almindeligt interesseret i dansk udenrigspolitik, før man finder bogen synderligt interessant, men hvis man påtænker at bruge statskundskabsstudiet til at kick-starte en karriere i udenrigstjenesten, så er det et ganske nyttigt indblik i, hvordan seks ministre tolker deres egen tid på Asiatisk Plads.

Jacob Kvist og Jon Bloch Skipper: Udenrigsminister, People’s Press, 443 sider, 299 kr.

  • Psj

    Ok, blev selv meget grebet af bogen – og syntes eksempelvis, at hele spørgsmålet om fodnotepolitikken bliver behandlet på en meget interessant måde.

    Formen giver selvfølgelig nogle begrænsninger – men omvendt er det også ret skægt at læse flere af de tidligere chefer på Asiatisk Plads pænt stærke udfald mod andre – som bogen netop giver plads til.

    Og ja, Niels Helveg virker lidt ved siden af sig selv – tilgengæld ingenlunde i nærheden af at fremstå så selvfed, som kapitlet om den nuværende præsenterer.

  • Enig i din vurdering af kapitlet med Per Stig – og det accentuerer netop problemet med bogen: Han får lov til helt uimodsagt at fremture med sine “analyser” og bortforklaringer. Det samme gør Kjeld Olesen, der bruger “sit kapitel” på stædigt at fastholde “den geniale fodnote-politik” og konsekvent nægte, at der måske bare var en lille-bitte smule taktiske overvejelser bag S’ politiske kovendinger i 1980’erne. Noget, som de fleste andre, har erkendt. Det gør, at han virker totalt utroværdig på mig. Jeg ønsker mig ikke bodsgang, men idéen med bogen er faktisk at efter-rationalisere, og det gør han ikke. Det betyder også, at han taler meget lidt om sin egen periode, og mest om Uffes – hvilket er lidt komisk 🙂