// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Dürr: Skaderne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Morten Dürr: Skaderne

Skrevet af den 2. marts 2014 – 18:20Ingen kommentarer

Skaderne er en fortælling om sorg og om at miste et nærtstående familiemedlem. Bogen er skrevet af Morten Dürr, som efterhånden har skrevet mange børnebøger og som har haft sorgen og døden tæt inde på livet. Han mistede sin kone på grund af kræft i 2013 og hans to døtre mistede deres mor.

“Forløbet viste mig, at børn har en formidabel evne til at forstå deres egen situation, koble begreber med følelser og inddrage deres egen forestillingsverden, når de voksnes ord og forklaringer ikke længere står til”, forklarer forfatteren. Hans ønske er at skildre et barns oplevelse af sygdom, krise og dødsfald og det er blevet til bogen Skaderne.

Asger og Oscar er brødre. Deres mor er alvorlig syg, og det fortæller hun drengene. Asger græder, da han får det af vide. Oscar græder ikke, han har det som om, at han har slugt en stor sten. Det er forskelligt hvordan børn reagerer på at få så alvorlig en besked. Der er hverken rigtige eller forkerte måder at reagere på. Og derfor er det en fin og vigtig detalje i bogen, at de to drenge reagerer forskelligt.

Oscar er bogens fortæller, og hans hverdagskommentarer om skolegang, fodbold og ferier fortalt med en børnestemme, gør bogen nem at læse og det alvorlige emne “er til at holde ud” fordi det bliver fortalt uden drama. Vi følger drengene i tiden hvor deres mor er syg, vi følger dem, når de tager afsked med hende på hospitalet og vi er med når de står og kigger på kisten.

Den primære målgruppe for bogen er børn, der selv har alvorlig sygdom og tabet af en nærtstående inde på livet. Bogen har lixtal 18 og er dermed rimelig nem at læse for de fleste fra 2. klasse. Bogen kan også sagtens bruges som højtlæsning for yngre børn og danne udgangspunkt for dialog med barnet om tanker og følelser.

Skaderne er en eminent fin børnebog! Det lykkedes forfatteren at give læseren et godt indblik i Oscars og Asgers liv på det tidspunkt, hvor det er rigtigt svært. Vi slipper først drengene den dag skaderne i haven kommer med et brev til Oscar fra hans mor. Derfra kan livet gå videre.

Morten Dürr, Skaderne, Illustreret af Peter Bay Alexandersen, Forlaget Alvilda, 56 sider, 2014, Lix 18 / Letlæst bog.