// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eddie Michel Azoulay: Hvad laver du lige nu?
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte, Samfund

Eddie Michel Azoulay: Hvad laver du lige nu?

Skrevet af den 26. juni 2009 – 08:00Én kommentar

“Hvad laver du lige nu?” er Danmarks første Facebook bog, som udkommer i dag på Forlaget Ehrhorn Hummerston. Bogen er underholdende og alle Facebook-brugere vil sandsynligvis finde den rammende og præcis.

70 % af teksten i bogen er taget fra rigtige Facebookprofilers statusopdateringer og således er det kun de sidste 30 %, der er fiktivt fra forfatterens side for at binde teksterne sammen. Overgangen er glidende og det er ikke til at vide, hvad der er forfatterens bidrag. Umiddelbart mindede stilen mig om et digt, men hvor jeg oftest keder mig igennem et værk af digte, morede jeg mig igennem denne samling. Stilen er frisk og sproget er direkte. Og flere af statusopdateringerne er finurlige, frække og temmelig ærlige.

Hvilke historier ligger der for eksempel bag opdateringer som “bliver forfulgt af en nybagt mor”, “så har børnene lus IGEN” eller “blander gerne piller med tilfældige forbipasserende”? Jeg smilede mig igennem bogen med en kop kaffe i hånden. Ren Facebook-hygge.

Statusopdateringerne er et rigtigt godt udtryk for 2009 og det bliver uden tvivl morsomt at læse bogen igen om bare 5 eller 10 år. Jeg blev selvfølgelig total nysgerrig på, hvem der kunne være ophavsmændene og kvinderne bag statusopdateringerne og måtte lige lynsurfe på Facebook for at få ansigt på personerne efterfølgende. Det kan man jo på Facebook.

Bogen er et interessant og nytænkende bidrag på den litterære scene og kan således varmt anbefales. Både til Facebook-brugere, kommende brugere og de som endnu synes, at det er for sært at lægge oplysninger “ud på det der net” om sig selv.

Eddie Michel Azoulay (f. 1970) er kendt som skribent ved blandt andet Berlingske Tidende,
Politiken, Ekstra Bladet, B.T. og magasiner som Euroman og Eurowoman samt radio- og tv-studievært på blandt andet Danmarks Radio og TV2. “Hvad laver du lige nu?” er hans skønlitterære debut. Du kan læse mere på forlagets hjemmeside.

Eddie Michel Azoulay, Hvad laver du lige nu?, Forlaget Ehrhorn Hummerston, Juni 2009, 100 sider.