// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Grace McClean: Det herlige land
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Grace McClean: Det herlige land

Skrevet af den 13. december 2013 – 07:20Ingen kommentarer

Det har taget mig lidt tid at komme i gang med denne her bog. Og jeg havde ikke høje forventninger. En bagsidetekst fortalte mig om en tiårig pige, der laver et fantasiland af skrald på sit værelse og derigennem udøver mirakler. Aha. Men det er fuldstændig uberettiget, for jeg har netop færdiglæst en rigtig god bog – rørende, med noget på hjerte og fortalt med tiårige Judiths stemme.

Judith bor alene med sin far, hendes mor er død, og hun bliver drillet i skolen, fordi hun er en del af en stærkttroende gruppe mennesker i det lille samfund. Sammen med sin far er hun ude og forkynde i weekenderne, de går fra dør til dør og forsøger at oplyse de andre mennesker om, at Armageddon er nær. Sammen går de til møder hos Brødrene, hvor alle de velmenende damer i menigheden kniber hende i kinderne og strikker grimt tøj til hende. Hun har svært ved at holde det ud.

På sit værelse flygter hun fra virkeligheden og bygger et fantasiland af de ting, hun finder på sin vej – Det herlige land. Hun forestiller sig, at hvis hun bare tror nok på det, kan hun få de samme ting til at ske i virkeligheden, som hun laver i Det herlige land. Så da en af de modbydelige drenge i klassen har sagt til hende, at på mandag vil han drukne hende i toilettet, forsøger hun at skabe en situation, der gør, at hun ikke behøver at tage i skole på mandag. Med barberskum og vat lader hun det sne i Det herlige land og hele weekenden forsøger hun at fremkalde sneen med sin tro. Og da hun mandag morgen vågner op til et hvidt landskab og en lukket skole, er hun overbevist om, at det er hende, der har fået det til at ske.

Det herlige land er en anderledes fortælling om ensomhed, mobning, tro og tvivl – og om en lille piges overlevelse i en svær hverdag. Judiths fortællerstemme er meget troværdig og selvom der fra tid til anden bruges lige lovlig plads på at beskrive landskaber, så kan du bare skimte det og snart er du videre og håber, at alt ordner sig i sidste ende. Du hepper på Judith og hendes far.

Grace McClean, Det herlige land, juni 2013, Gyldendal, 296 sider.