// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Villy Poulsen og Gorm Wæhrens: Skagenløbet – 100 år
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Billedbog, Coffee Table-bog

Villy Poulsen og Gorm Wæhrens: Skagenløbet – 100 år

Skrevet af den 5. december 2013 – 07:15Ingen kommentarer

Vidste jeg ikke bedre, så ville jeg tro, at den sidste tredjedel af ”Skagenløbet – 100 år” er tilegnet Natteravnene. Alle personer er i gulgrønne veste uden på det solide og ofte meget sorte tøj, som nutidens motorcyklister på veteranmotorcykler trækker i, når cyklen skal røres. Også styrthjelmene leder tanker hen på nyere tider.

Men der er en ganske naturlig forklaring på de gulgrønne veste og styrthjelmene – nemlig trafiksikkerheden. Den er sat i højsædet, når Skagenløbet køres i dagene omkring Kr. Himmelfart.
En tradition, der startede i 1913 med et motorløb for både motorcykler og automobiler. En motorjournalist på Politiken, Alfred Nervø, var primus motor i arrangementet, der blev navngivet ”Det danske Motor-Grand-prix”.

At læse hans beskrivelser og blomstrende sprog i de originale artikler og reportager kan kun rejse billeder inde i hovedet på læseren. Du er næsten med til starten søndag 10. august 1913 på toppen ved Frederiksberg slot, når du læser. At du også lige skal mestre de gotiske bogstaver i klippene fra Skagens Avis kan sikkert være en udfordring for mange.

Scrapbogen – som forfatterne motorjournalist Villy Poulsen og Gorm Wæhrens, tidligere redaktør af Dansk Veteran Motorcykle Klub´s medlemsblad ”Veteranen” selv kalder udgivelsen – rummer talrige billeder i både sort/hvid og farve. Med forklarende billedtekster. Og masser af sjove gamle annoncer for motorcykler, olieprodukter og dæk.

”Skagenløbet – 100 år” er på 200 sider og rummer talrige artikler gengivet direkte med tegninger og fotografier fra Politiken og Skagens Avis og flere andre af datidens dagblade. Begivenheden i 1913 havde samlet 72 deltagere. De skulle til Skagen over Fyn videre op gennem Jylland for at ende i Skagen. Dengang var der færgeoverfart både over Storebælt og Lillebælt. Efter en kort pause i Skagen blev kursen sat retur til Frederiksberg. De hurtigste kørte turen på 34 timer.

Løbet blev også arrangeret i 1914 og i 1915, men så satte Første Verdenskrig en stopper for det. Men der var et enkelt løb i 1930, men så var der dømt pause frem til 1965, hvor løbet blev arrangeret under navnet ”Rally-Skagen”. I 1984 fik løbet sit nuværende navn ”Skagenløbet”. Siden 1966 har Dansk Veteran Motorcykle Klub stået for Skagenløbet.

Hvert år sætter omkring 200 motorcyklister på de gamle maskiner – som ikke må være yngre end fra 1934 – kursen enten fra Skagen til København eller omvendt. De har tre dage til turen. En stab af frivillige hjælpere er med til at skabe rammerne.

”Skagenløbet – 100 år” er en bog for alle, der interesserer sig for gamle motorcykler. Andre tager ikke skade af at kigge i bogen og læse med. Har du lysten til at sætte dig i sadlen på en veteranmotorcykle, så pas på. De mange billeder og teksten lokker.

Skagenløbet – 100 år. Af Villy Poulsen og Gorm Wæhrens. Udgivet på Snerævens Forlag. Udgivet august 2013.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.