// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Jonasson: Analfabeten der kunne regne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jonas Jonasson: Analfabeten der kunne regne

Skrevet af den 3. december 2013 – 07:53Ingen kommentarer

I lighed med Jonassons første bog, ”Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” er denne også dejlig gakkelak!

Handlingen er så langt ude, at man gang på gang tænker, at ok, nu kan det da ikke blive værre. Men jo, fortællingen får lige et twist mere.

Denne gang er omdrejningspunktet Nomeko, en ung kvindelig analfabet fra Sydafrikas slum, der er genial til matematik. Og så har hun en ligeledes fantastisk evne til at lære nye sprog. Ufrivilligt kommer hun til at hjælpe en fordrukken forskningschef og hans team med at udvikle Sydafrikas første atombomber. Men der bliver lavet en for meget og af kringlede veje havner den sammen med vores hovedperson i Sverige.

I hælene har hun et par hævngerrige israelske efterretningsagenter, som hun har snydt så vandet driver. Det hele kompliceres også af kinesiske piger, der forfalsker oldgammelt kinesisk porcelæn, et tvillingepar, hvoraf den ene kun har et formål i livet – nemlig at få afskaffet monarkiet, og det lykkes også at få skrevet både den svenske statsminister og konge ind i handlingen via en rask bortførelse.

Som en krølle på halen ender Nomeko med at inspirere kineserne til at købe Volvo. Det hele er på en gang fuldstændigt usandsynligt, men også fantastisk underholdende. Jonasson er på kanten til at få læsset lidt for meget på, men man tilgiver ham på grund af bogens skønne humor og grotesk morsomme persongalleri.

Jonas Jonasson, Analfabeten der kunne regne, Modtryk, 380 sider, Oversat af Jakob Jonia