// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pia Kjærsgaard: Fordi jeg var nødt til det
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Politik & debat

Pia Kjærsgaard: Fordi jeg var nødt til det

Skrevet af den 17. november 2013 – 16:31Én kommentar

Dansk Folkepartis stifter og enehersker indtil sidste år, Pia Kjærsgaard, har sammen med journalisten Jette Meier Carlsen skrevet en ganske udmærket selvbiografi, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Ikke blot politiske modstandere, men også partifæller får klar besked fra ”Mor Pia”. Hun står gerne ved, at hun ser hendes to løjtnanter, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl, som sine ”drenge” og betragtede sig selv som folketingsgruppens mor, der var i sin gode ret til at irettesæt medlemmerne, når de kom for sent eller opførte sig på en måde, som Mor ikke brød sig om.

Uanset om man er politisk enig eller uenig med Pia Kjærsgaard, så er det her en af de selvbiografier, som alle med bare en minimal interesse for dansk politik bør læse. Pia Kjærsgaard har været en markant skikkelse på Christiansborg i mange år. Og derfor er det interessant at læse hvordan hun har oplevet tingene. Poul Nyrups bemærkning om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene, vender hun tilbage til adskillige gange. Og det fryder tydeligvis Mor Pia, at partiet har opnået så stor indflydelse, som de har, på trods af Nyrup og resten af parnassets fordømmelser.

Pia Kjærsgaard går også i detaljer med sine familieforhold og ikke mindst sin lillebror, der går i hundene. Noget der har været med til at gøre hende til den hun er. Mest interessant er det dog at læse om forholdet til hendes egne børn og hvordan de har tacklet at være børn af en af vor tids mest udskældte og kontroversielle politiske ledere.

Selvom Pia Kjærsgaard blot har fortalt sin historie til Jette Meier Carlsen, der bagefter har nedfældet tingene på papir, så er bogen Pia Kjærsgaards egen fortælling. Og derfor må vi acceptere, at det alene er hendes version af begivenhederne vi hører. Men sådan er det bare. Og det er okay. For hun er ærlig og lægger ikke fingre imellem og stort set alle væsentlige begivenheder bliver behandlet.

Der vil uden tvivl blive set skævt til mange af dem, der ønsker sig denne bog i julegave eller køber den i en boghandel. Men så køb den til jer selv på nettet. For læsværdig – det er den.

Pia Kjærsgaard: Fordi jeg var nødt til det. Gyldendal, 2013. 336 sider.

  • Mogens Sørensen

    Ja, selv om jeg ikke er “pianist” (i den betydning, i den oprindelige er jeg faktisk) så vil jeg helt sikkert læse den med interesse, da det er et stykke moderne danmarkshistorie, der bestemt er interessant.