// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Flot besøgt BogForum
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Nyheder

Flot besøgt BogForum

Skrevet af den 10. november 2013 – 19:37Ingen kommentarer

De sidste gæster har forladt årets BogForum med tasker fyldt med bøger og hovederne fyldt med oplevelser. Det er i år anden gang, der bliver holdt bogmesse i Bella Center efter 20 år i Forum på Frederiksberg, og med 1049 programsatte arrangementer har messen aldrig været større, end den er nu.

”Vi er lykkelige over, at der er så mange og trofaste besøgende, der er fulgt med os herud til Bella Center, og som dermed er med til at gøre bogmessen til en institution,” siger projektleder Stinne Hjortlund Kristoffersen.

Hun fortæller videre, at ”De nye rammer i Bella Center har gjort BogForum endnu mere mangfoldig end tidligere, blandt andet med vores nye tiltag, SPOTscenen, der også fremover kommer til at være bogmessens platform for en lang række helt nye forfatterstemmer og udtryksformer. Vi har allerede nu fået en masse gode input fra mange af udstillerne, der fortæller, at de har solgt bunkevis af bøger fra standene, og vi glæder os til at lave en endnu bedre messe i 2014.”

Bogblogger.dk´s udsendte bogfans har især været optaget af Børnescenen, hvor inspirerende forfattere har læst højt fra deres nyeste børnebøger og vi satser på at slæbe børnene med til næste år. Dernæst var vi begejstrede for at overvære Litteraturquizen på Scenen i fredags. Det var særdeles underholdende at se etablerede bog- og kulturfolk dystre med den særdeles friske Adrian Hughes fra DRK. Lad os få mere af den slags igen.

I 2014 finder BogForum sted i Bella Center den 7.-9. november. I ventetiden kan man følge messen på www.facebook.com/bogforum eller på www.bogforum.dk, hvor man også kan downloade billeder fra messen. På www.dr.dk/bogforum kan man desuden opleve eller genopleve en række af årets arrangementer og forfattersamtaler.