// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jiro Taniguchi: Senseis mappe
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Tegneserie

Jiro Taniguchi: Senseis mappe

Skrevet af den 6. november 2013 – 07:05Ingen kommentarer

To fuldblods nørder mødes og sær musik opstår. Kvinden er nær de fyrre og manden er over tres, De ligner overhovedet ikke hinanden af ydre, men indeni har de stærke fællestræk – og det er ikke bare samme trang til specielle madretter og sake, der hurtigt binder dem sammen.

Deres mange møder rummer få ord – men der er meget mellem linjerne i både tegning og tekst. Især holder jeg meget af kvindens første besøg hos manden, hvor de ser på hans gamle batterier, han ikke har nænnet at smide ud. Hun finder en spændingsmåler og sammen tester de dem et efter et. ”Lidt liv er der da tilbage” siger hun, ”Men efterhånden dør de ud”, svarer han. Undervejs ser de ikke hinanden i øjnene og kun tegningerne viser, at de måske begge føler sig lidt som batterierne.

Senseis mappe er en manga af den japanske mestertegner Jiro Taniguchi, lavet i samarbejde med Hiromi Kawakami, der først skrev historien som roman. Romanen er netop anmeldt her på Bogblogger.dk. Mangaen er tegnet i sort/hvid og er på en gang super detaljeret og meget simpel. Forskellen ligger i personer og baggrund. Baggrunden er super detaljeret og anslår en stemning af tomhed, uanset antallet af mennesker, mens tegningerne af kvinden og mandens ansigt er simple, men afslører hvad der foregår mellem linjerne i teksten.

Det er en manga, der med det samme sætter læseren helt ned i gear og tager en med til Japan. Et land hvor både byer og mennesker nok er meget forskelligt fra Danmark i udseende, men hvor manges sind er stemt i samme tone af mol, som mange af os i de nordiske lande. Måske er det en af grundene til, at så mange danskere har taget forlaget Farenheits flotte Jiro Taniguchi mangaer til sig.

Jiro Taniguchi, Senseis mappe, Forlaget Fahrenheit, 2013.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.