// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Emil Blichfeldt: Spådommen 1: Trolddom og Knurhår
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Fantasy

Emil Blichfeldt: Spådommen 1: Trolddom og Knurhår

Skrevet af den 5. november 2013 – 07:23Ingen kommentarer

Elversøstrene Elena og Sien er blevet alene og må derfor selv sørge for at lave morgenmad. I den landsby hvor de bor, er det stort set kun børn og gamle. Alle krigerne er væk! Elena savner sin mor Morgaine, men hun er også taget af sted for at kæmpe mod fjenden i bjergene.

Godt nok har Morgaine efterladt et låst skrin på bordet hos Elena og Sien, men Elena gad bare godt, at hun også kunne tage af sted for at kæmpe. Pigerne bor i en verden, hvor det er godt at kunne mestre magi. En dag åbner skrinet sig og inden længe kommer de to piger ud på eventyr. Sien godt nok i skikkelse af en kat. Det skal dog vise sig at være meget nyttigt at have katteegenskaber, når man rejser gennem Støvsletten, Sortesumpen, Dysterskoven og de andre halvfarlige steder pigerne må krydse på deres vej mod Mørkemesteren.

Bogen er delt op i mange korte kapitler, som gør det nemt for børn at overskue at læse bogen. Bogen er illustreret (langt fra på alle siderne) med en lettere dyster blyantstreg. Min 9 årige medanmelder Tue læste en stor del af bogen i et hug og var tydeligt suget ind i bogens fortælling. Han ønskede sig dog at illustrationerne var farvelagte og at de dukkede op på samme side som den tekst de skulle understøtte. Min medanmelder bruger ikke de store ord, når han beskriver en bog, men jeg ved at bogen så absolut er værd at læse, når han siger, at “den er god-god”, og når han nægter at slukke lyset for at sove.

Grundlæggende er Trolddom og Knurhår en spændende bog, som er skrevet i et sprog som de fleste vil kunne læse fra omkring 9 år. Det er fantasy i børnehøjde debutforfatteren Emil Blichfeldt her leverer. Er du til spænding, fantasy, magi, drager og kampen mellem de gode og de onde kan serien Spådommen sagtens være noget for dig. Der arbejdes allerede på bog nummer 2, der får titlen Dragernes land.

Til sidst må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, at forfatteren Emil Blichfeldt er anmelder her på www.bogblogger.dk. Det er jeg dog upåvirket af, når jeg skriver, at det er en god børnebog han har skrevet. Hvis du får fingrene i et eksemplar og du har noget på hjerte hvad bogen angår må du gerne skrive en kommentar til denne anmeldelse.

Emil Blichfeldt, Spådommen 1, Trolddom og Knurhår, Forlaget Calibat, 2013, 159 sider.