// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Suzanne Collins: Gregor i dødens labyrint
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy, Ungdomsroman

Suzanne Collins: Gregor i dødens labyrint

Skrevet af den 2. november 2013 – 07:51Ingen kommentarer

Først en advarsel: Hvis du var glad for Gregor i underlandet og glæder dig til at læse Gregor i dødens labyrint. Så lad være med at læse videre. Hvis du derimod kender skuffelsen over bøger, der kunne have været gode, så kom med på en lille tour-de-brok.

Første bog endte med, at Gregor fik befriet sin far fra underlandets rotter og familien blev lykkeligt genforenet i deres lille lejlighed på overfladen. Her i starten af bog to er alt ikke længere fryd og gammen, alting er op af bakke for den lille familie.

Gregors far er syg i både sind og krop, deres mor arbejder konstant for at få penge til mad og medicin, selv Gregor må arbejde for at hjælpe. En dag starter det hele forfra. Med halvtomme maver og en tapet plastikkælk, leger Gregor med sin lillesøster i parken. Pludselig forsvinder lillesøster Boots og det eneste spor er en hund, der leger med en mærkelig sort kæp. Det er bare ikke en kæp. Det er benet fra en kæmpekakkerlak! Gregor finder hurtigt vejen ned til underlandet og så går den vilde jagt på flagermusryg, i kamp mod monsterrotterne.

Gregor er uvillig til at spille rollen som helt og han bliver uvenner med sin flagermusven. Han overvinder dog sine forbehold, opfører sig ordentligt, er en helt og redder (under)verdenen. Gab!

Det hele er set bedre udført før. Handlingen er rimelig spændende, men personerne er kedelige. At læse Gregor i dødens labyrint er lidt ligesom at se morgenfjernsyn fyldt med serier, der er skruet sammen efter en skabelon. En skabelon hvor forfatterne præcist ved hvilke knapper de skal trykke på for at skabe spænding, uhygge og glæde.

Suzanne Collins har i flere år lavet tv-serier til børn, så det er nok ikke helt ud af det blå, at tingene minder om hinanden. Min uvilje mod bogen hænger nok også sammen med, at jeg har læst The Hunger games og ved at Suzanne Collins kan skrive, så nerverne sidder uden på tøjet. Og det er ikke bare fordi historien er god, det er især fordi personerne overrasker, træffer valg der er alt andet end det helt rigtige. Personer som man binder sig til, fordi de føltes virkelige.

Hvis jeg havde læst serien om Gregor først havde jeg sikkert bare været middelmådigt underholdt og egentligt ikke utilfreds, men når jeg ved hvor godt Suzanne Collins kan skrive, så kedede jeg mig i selskab med duksedrengen Gregor.

Suzanne Collins, Gregor i dødens labyrint, 254 sider, 2013, Gyldendal.