// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Luise Vindahl & David Frenkiel: Green Kitchen Stories
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Luise Vindahl & David Frenkiel: Green Kitchen Stories

Skrevet af den 18. oktober 2013 – 07:36Ingen kommentarer

Man kan sagtens mærke, når man får en bog i hånden, som har noget på hjerte. I Green kitchen Stories, møder vi det unge par David og Luise, der elsker mad. Ingen af dem arbejder med mad i deres jobs – men mad fylder meget i deres hverdag. De lever vegetarisk, til tider vegansk og uden gluten, mælk og sukker. Deres madeventyr startede med en blog, fyldt med opskrifter, til stor inspiration for mange. Derfor er deres lækre opskriftsbog meget velkommen i det moderne køkken. Her findes opskrifter til morgenmad, lette måltider, to go, familiemiddage, lækkerier og søde sager.

Hos mig lever vi ikke vegetarisk og har heller ikke nogen intentioner om det, alligevel synes jeg at bogen er super anvendelig. Ideer til sunde retter kan man ikke få nok af, og en kødløs dag i den ugentlige madplan, virker pludselig meget tiltrækkende, når man bladrer i bogen.

Inspirationen har det unge par hentet over hele kloden og de bruger både kendte og mere sjældne råvarer på en forrygende måde. Opskrifterne er flot sat op, de får lov at fylde og suppleres med meget smukke fotos. Hvert kapitel indledes med en beskrivelse af hvilken betydning de enkelte måltider har. Til de enkelte opskrifter hører en lille personlig kommentar om hvordan de bruger denne ret eller de aktuelle råvarer.

Bogen er virkelig lækker og man får lyst til at udforske det vegetariske køkken og få mere mod på at lave den slags mad, der er sund for både krop og sjæl.


Luise Vindahl & David Frenkiel, Green Kitchen Stories, Tinkerbell Books ApS, August 2013, 256 sider, Oversat fra engelsk.