// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bogreception: Ulla Abildtrup: De udsatte
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Samfund, Samtalebog

Bogreception: Ulla Abildtrup: De udsatte

Skrevet af den 5. oktober 2013 – 16:29Ingen kommentarer

Solen skinner og selvom der står oktober på kalenderen er det en lun efterårsdag i København.

Jeg skal til reception i forbindelse med en bogudgivelse og leder efter Huset Zornig i Kødboderne på Vesterbro. Jeg går væk fra støjen ved Dybbøl Station, hen af den berygtede Skelbækgade og ned af gaden med skiltet Kødboderne. Her er slidt, jeg finder hurtigt det lille tal, der indikerer hvilken vej jeg skal gå for at finde nr. 18.

Ned forbi kleinsmeden, der også er kunstner, forbi biler og cykler og når frem. Det er en gammel bygning, der minder om en blanding af en af de ældre s-togsstationer og min ungdoms DSU-lokaler i Aalborg. Sagt med andre ord, det bærer i den grad præg af at blive brugt og at ingen rigtig synes det er vigtigt, at her ser fancy ud.

Oppe på første sal er man godt i gang med at bære kasser ind, lave lydprøver og gøre klar til bogreceptionen. De andre gæster kommer dryssende og kigger sig lige så søgende omkring som mig. Jo den er god nok. Det er her.

Huset Zornig danner rammen for markeringen af at bogen De udsatte er på gaden. Det er en samtalebog, hvor Ulla Abildtrup over et år har interviewet tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post, forhenværende socialminister Benedikte Kiær og den tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen om Danmarks udsatte, om deres holdninger og erfaringer, om fordeling af velfærdsgoder og om deres bud på forandringer.

Det kan være de handicappede, de syge, de prostituerede eller de hjemløse, der er udsatte. Det kan også være børnene, de langtidsledige uden netværk eller de ensomme gamle. Det er de mennesker vi taler om, men sjældent taler med.

Det er også dem Lisbeth Zornig Andersen gerne vil have fat i, for de skal helst stemme til det kommende kommunalvalg i november. Derfor har hun igangsat kampagnen Stemmer på kanten og som gæster til bogreceptionen får vi fornøjelsen af at høre kampagnesangen med samme titel for fuld udblæsning. Og vi kan ikke lade være med at klappe med.

Tilbage til bogen. De tre interviewede er langt hen af vejen enige om, hvad de mener er galt i det danske velfærdssystem. Der er for meget bureaukrati, der er for mange sagsbehandlere omkring udsatte borgere og der er for meget kontrol.

Der peges heldigvis også på bud på forandringer. For eksempel ønsker Lisbeth Zornig Andersen et opgør med de universielle ydelser og hun mener, at vi skal indrette beskæftigelsespolitikken således, at den udsatte ledige skal kunne føle at de gør en forskel ved at arbejde, hvis de skal kunne se pointen i at forsørge sig selv. Bettina Post efterlyser mere tværfaglighed – både i det konkrete arbejde i kommunerne og i det forberedende lovgivningsarbejde i Folketinget og i ministerierne. Det sidste ord får Benedikte Kiær, der blandt andet peger på at børnechecken skal laves om, således at det skal gives som et skattefradrag.

Er du blevet nysgerrig på Danmarks socialt udsatte og på fordeling af goderne i samfundet? Så må du skaffe dig et eksemplar af bogen De udsatte.