// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » David Walliams: Drengen med kjolen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

David Walliams: Drengen med kjolen

Skrevet af den 27. november 2013 – 07:38Ingen kommentarer

Drengen med kjolen starter med at være temmelig trist. Drengen Dennis på 12 år bor i et almindeligt hus, på en almindelig vej i en almindelig by sammen med sin storebror og deres far. Hans mor flyttede for et par år siden efter at have skændes med Dennis´ far i længere tid. Nu er der stille i huset. Bortset fra når far råber. Dennis ser meget tv og spekulerer over, om hans far mon har fået en depression. Dennis selv er mægtig ked af det og græder tit om natten, når han savner sin mor. Min medanmelder Tue på 9 år var meget stille og rørt under den første del af bogen. Det med at savne et menneske man holder meget af, kan de fleste vist godt forholde sig til.

Heldigvis er bogen skrevet med humor og fortælleren kommenterer selv undervejs og lader os forstå, at han ikke ved en dyt om for eksempel fodbold. Dennis er ellers ret god til at spille fodbold. Selvom Dennis er en dreng, køber han en dag et dameblad. Ikke så meget for at kigge på damerne (som hans far godt kan lide), men mere for at se på de smukke kjoler. Desværre opdager hans far bladet og smider det ud! For den slags er ikke for drenge. Hans storebror driller ham og Dennis ved ikke helt, hvad han skal gøre ved sig selv. Men en dag skal han sidde efter i skolen og det samme skal skolens populære og søde pige Lisa. Hun er også ret så glad for mode og dameblade og den eftermiddag bliver starten på et særligt venskab.

Det nye venskab resulterer dog i, at Dennis bliver smidt ud af skolen. Man må nemlig ikke møde i skole i kjole – slet ikke når man er en dreng. Og da først Dennis er smidt ud af skolen, må han heller ikke spille med på skolens fodboldhold og det er seriøst nederen. Dennis er en vildt god fodboldspiller, så holdet har ret så meget brug for ham i weekendens kamp. Holdet samarbejder og laver den fedeste plan sammen med Dennis og Lisa og det ender med at Dennis kommer med på banen. Hvad det er drengene gør og om Dennis får lov til at gå i skole igen må du selv læse dig til.

Drengen med kjolen er ikke så hyldende morsom, som forfatterens første bog Milliardærdrengen, men den er underholdende, humoristisk og ganske god.

David Walliams, Drengen med kjolen, Forlaget Sohn, 2013, 230 sider, På dansk ved Jens Christiansen, For børn 8-12 år.