// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » David C. Robertson: LEGO
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

David C. Robertson: LEGO

Skrevet af den 16. september 2013 – 21:55Ingen kommentarer

En uhyre grundig dissekering af LEGO’s udvikling de sidste 10 år fra at stå på gravens rand i 2003 til i dag at være en genfødt uhyre stærk og innovativ virksomhed. Det er kort fortalt hvad ”LEGO-professor” David C. Robertson har begået med denne bog, som stærkt kan anbefales til alle, der interesserer sig for innovation, ledelse og ikke mindst LEGO.

I detaljer helt ned på enkelte produktserier får vi beskrevet hvad det var LEGO gjorde for at komme tilbage på fode. En række fejlsatsninger på ting, der havde meget lidt at gøre med den lille plastikklods, betød, at virksomheden var meget tæt på at stille træskoene i 2003. Men med Jørgen Vig Knudstorp i spidsen blev skuden vendt.

Når man selv har leget med LEGO i tusindvis af timer og i dag køber LEGO Ninjago og LEGO Friends til børnene, så er det en fornøjelse at læse om det arbejde, der ligger bag udviklingen af disse projekter. Om hvad der virkede, og hvad der ikke virkede. Ninjago er således en af LEGO’s største successer nogensinde. Men det krævede også at designerne var på en to-uger lang studietur til Japan for at studere de gamle ninja-kulturer.

Bogen har en svag tendens til at blive en ukritisk hyldest af Jørgen Vig Knudstorp og kun fremhæve alle de ting forgængeren gjorde forkert. Men Knudstorp og hans team formåede også at vende skuden og redde det danske erhvervsikon. Så det bør han og de øvrige LEGO-bosser naturligvis anerkendes for.

Ligesom når man leger med LEGO, så bliver man også i godt humør af at læse om LEGO. For det er en god historie om voksne, der i bund og grund er legebørn. Og Robertson fører da også læserne gennem fortællingen på en legende facon, der emmer af forfatterens egen begejstring for LEGO. Men det bliver ikke en ukritisk begejstring. Det bliver en saglig fremstilling af de gode og de mindre gode tiltag i LEGO.

David C. Robertson: LEGO – sådan omskrev LEGO reglerne for innovation og erobrede legetøjsindustrien. Lindhardt og Ringhof. 2013. 352 sider.