// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Madeleine Albright: Madam Secretary
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Madeleine Albright: Madam Secretary

Skrevet af den 17. august 2013 – 07:20Ingen kommentarer

Der er ikke noget at sige til, at Madeleine Albrights erindringer blev en bestseller ved udgivelsen i 2003. Nu har vi den i dansk oversættelse, og forhåbentlig vil det betyde, at den kommer ud til en endnu bredere læserkreds. For det er på alle måder en skøn og tankevækkende bog.

Albrights liv har formet sig som de færreste kunne forestille sig. Mor til tre små børn, da hun sammen med ægtemanden emigrerede til USA, hvor hans karrieremuligheder var rigtig gode. Det samme kan man ikke sige om hendes, men til tops kom hun. Hendes til tider umenneskelige arbejdsindsats og høje intelligens bragte hende der op, hvor ingen amerikansk kvinde havde været tidligere – til udenrigsministerposten under Bill Clinton. Det er et af de fineste embeder en politiker kan indtage, og lige netop de år, hvor Albright var på posten, var der ballade rigtig mange steder: i Mellemøsten hvor den ene fredsproces afløste den anden, i Kosovo, hvor hun var med til at gennemføre forhandlinger, dialog og magtspil forud for Nato’s intervention og i Iran, Irak og Nordkorea.

Det er historieskrivning, familieanekdoter og et fascinerende indblik i det politiske maskinrum, man får som læser. Og det er jo ikke værst, især ikke, når der mange steder også anslås en let tør og humoristisk tone. Det kan såvel være i beskrivelsen af andre af datidens ledere, og kan være i beskrivelserne af det næsten håbløse projekt at få familie og børn og et topjob i international politik til at gå op i en højere enhed. Men det kan lade sig gøre, og mange afsnit i bogen må nærmest kunne fungere som karrierevejledning. Hvordan skaber man og vedligeholder et værdifuldt netværk? Hvad skal man engagere sig i ud over uddannelse og arbejde? Hvordan begår man sig på de bonede gulve uden at miste jordforbindelsen? Alt det kan man også få svar på i Madam Secretary.

Mange af de konflikter, Albright tog livtag med, påvirker stadig USA og verden. Det fremgår tydeligt og især måske især i epilogen til denne nye udgave. Epilogen om Barack Obama i præsidentembedet viser, at Albright – som den gamle og erfarne – har lidt tvivl om hvorvidt den nye unge generation er klar til at løfte og løse disse konflikter. Epilogen omhandler også hendes tjekkiske families historie i årene omkring 2. Verdenskrig. Dette er afsættet for en anden nyligt oversat bog, Vinter i Prag, som bestemt også er læseværdig.

Madeleine Albright, Madam Secretary, Gads Forlag, 588 sider, Oversættelse og faglig konsulent: Frank Esmann, 2013.