// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Willmann: Udkantshistorier
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Horror, Noveller

Jonas Willmann: Udkantshistorier

Skrevet af den 16. august 2013 – 07:13Ingen kommentarer

En vandringsmand fra fremtidens Danmark ser dig i øjnene og fortæller uden at blinke, hvordan det hele er gået af helvede til. Og man er ikke i tvivl om, at nedturen startede lige netop i vores nutid. Grib fat i Udkantshistorier og lad dig lede ud i mørket af Horrormesteren Jonas Willmann.

Udkantshistorier
fortælles af en aldrende vandringsmand, en forfatter der ser tilbage på sin gerning og især sine oplevelser og møder med det mere eller mindre vanvittige fremtids Danmark. Det er noget så herligt som en række noveller, der fungerer hver for sig, men samlet åbner de op for en bagvedliggende historie. En historie hvor den egentlige uhygge er gemt. For de enkelte historiers suspense bliver på sin vis demonteret af fortælleren, der afslører slutninger før historierne starter, men det gør ikke noget, for mellem historierne ligger ting uden for fortællerens kontrol. Det er her den egentlige uhygge gnaver sig ind i hjernebarken og får historien til at fortsætte i dine mareridt.

Tilfældet ville at jeg den ene dag sad og læste Tom Kristensens Hærværk og at jeg den næste dag læste en kronik i Politiken, der viste at tiden, hvor Hærværk blev skrevet var meget den samme som nu. En tid præget af forandringer og recession. Og så var det at jeg fik Jonas Wilmanns udkantshistorier mellem fingrene. Langsomt mens jeg åd mig gennem siderne, gik det op for mig at den mindede om Hærværk.

Fælles for de to bøger er vreden mod vores åndelige deroute, i Udkantshistorier er det dog ikke hovedpersonen, der falder fra hinanden, men snarere hele samfundet der øver vold mod sig selv og nedbryder alle regler for civilisation.

Hærværk foregår i hovedstaden og kredser om fremskridt og hovedpersonens forfald, mens Udkantshistorier foregår i udkantsdanmark, hvor fremskridtet falder fra hinanden og de gamle måder vinder indpas, både de opbyggende i form af landbrugsskab, men overvejende mørk overtro og kannibalisme. Ligesom Tom Kristensen havde godt fat i Hovedstolen da han skrev Hærværk, er der ingen tvivl om at samme gør sig gældende for Jonas Wilmanns Udkantshistorier. Hvilket kan læses med selvsyn på hans blog http://www.jonaswilmann.dk/10627/

Man kan selvfølgeligt ikke direkte sidestille Hærværk og Udkantshistorier. Det er nok de færreste, der vil betragte Udkantshistorier som et litterært hovedværk, men for mig er bogen et foreløbigt hovedværk i Jonas Wilmans forfatterskab.

På de sociale medier efterlyser hr. Wilmans konstruktiv kritik hos anmelderne, så det skal han få. Der er et punkt i opbygning af fortælleren, hvor kæden ryger af for undertegnede. Og det er brugen af fremmedord, ja ja jeg er med på at der er en pointe i at lade en litterær hovedperson, fremstå netop litterær, men det kræver at forfatteren død og pine er hjemme i sine fremmedord og bruger den slags selv til hverdag. Men i alt for mange tilfælde presses fremmedord ind og de bruges ikke helt præcist, hvilket gør at teksten til tider fremstår studentikos. Der er selvfølgelig måder at forsvare, at en så tydelig fortæller bruger ord forkert, hvis det er fortælleren der skal fremstå som studentikos og ikke forfatteren.

Den præmis kunne godtages, hvis ordbrugen var konsekvent hele vejen igennem, men brugen er kun udtalt i starten af bogen, hvorefter fortælleren bruger et sprog, hvor forfatteren færdes mere hjemmevant, hermed ikke sagt at det er et simpelt sprog, men at ordknuderne er berettigede.

Jonas har tidligere på netforum slået et slag for, at redaktører ikke er en nødvendighed, hvilket kan være rigtigt, hvis man har dygtige og benhårde betalæsere, hvilket i overvejende grad er tilfældet gennem Jonas forfatterskab og udgivelser på hans eget mikroforlag Kaos, men i Udkantshistorier kunne jeg godt savne noget mere sproglig konsekvens. Det Jonas mangler er ikke en kommerciel redaktør, der vil afrunde hjørner, men en der er lige så rablende rabiat som ham selv, der kan gøre hjørnerne endnu skarpere – gad vide hvilke af de større forlag der tør den slags?

Jonas Willmann, Udkantshistorier, 202 sider, Forlaget Kaos, 2013.