// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Trine Hahnemann: 365 hverdagsretter
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Trine Hahnemann: 365 hverdagsretter

Skrevet af den 1. juni 2009 – 20:34Ingen kommentarer

Jeg vil gerne spise hos Trine Hahnemann til hverdag. Hun er nemlig fuld af gode ideer og serverer super lækker mad – selv på en helt almindelig onsdag. Hendes nye bog handler om hverdagsmad – nem mad, hver dag, hele året.

365 opskrifter på hverdagsretter, en opskrift til hver dag, med de nemme og hurtigste retter i starten af ugen og de mere tidskrævende retter i weekenden. Opskrifterne er nemme at gå til, med en overskuelig liste over ingredienser og enkle beskrivelser af fremgangsmåden.

Her er tænkt på sæsonens råvarer, danske klassikere og retter fra andre lande. Opskrifterne er tænkt som en inspiration til at lave lidt bedre hverdagsmad og få tilføjet et par nye yndlingsretter, til den håndfuld, der ofte går igen på menukortet i hjemmet.

Når man endnu engang står ved køledisken i Netto og febrilsk forsøger at huske, hvad man egentlig kan bruge hakket oksekød til – ud over spagetti med kødsovs, ja så kan bogen være en inspiration. Trine Hahnmann foreslår fx en Sloppy Joe, burger a la Hemingway, Mexicanske oksefrikadeller med guacamole eller Cannelloni med kødfyld, spinat og bechamelsauce. Så inspiration er der nok af – med eller uden hakket oksekød.

Først i bogen er der en liste over gode basisvarer og krydderier som kan gøre din hverdagsmad smagfuld og varieret. Bag i bogen er der opskrifter på hjemmebagt brød og lidt gode råd og køkkentips.
Bogen er en tung sag på over 400 sider og mange af opskrifterne er fint illustreret med et foto, og det er altså de opskrifter, man har mest lyst til at kaste sig ud i. Det ser indbydende og lækkert ud.

Trine Hahnemann mener, at da vi alligevel skal spise hver dag, er hverdagsmaden den vigtigste og så kan vi ligeså godt prioritere at lave noget sundt og godt til os selv, familien og vennerne. Jeg er enig, så denne opskriftsbog kan meget vel gå hen og blive min nye yndlingskogebog.

Trine Hahnemann har tidligere inspireret med dejlig hverdagsmad fx Skramsgaderetten, som ofte er på bordet hos os, men som desværre ikke er med i denne opskriftssamling. Men måske en omgang tomatkylling med citron couscous bliver en ny klassiker hos os.

Forfatteren har tidligere udgivet kogebøger, bl.a.”Det skandinaviske køkken” og er fast madskribent hos Alt for damerne.

Trine Hahnemann, 365 hverdagsretter, Lindhardt og Ringhof, 425 sider, 2009