// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mikala Dirckinck-Holmfeld: Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet!
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Selvhjælp

Mikala Dirckinck-Holmfeld: Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet!

Skrevet af den 31. maj 2009 – 22:02Ingen kommentarer

I bogen “Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet!” som netop er udkommet på forlaget Pretty Ink., interviewer Mikala Dirckinck-Holmfeld 10 kendte danske kvinder, som alle har overvundet stress. Stress er i den forbindelse, når verden ramler helt sammen og man har brug for hjælp, for eksempel i form af samtaler ved psykolog/læge eller ved medicinsk behandling. Vi får blandt andet Pernille Rosenkrantz-Theils historie om dengang hun måtte trække sig fra politik i en længere periode efter en alt for turbulent tid. Vi får også Christine Felthaus´fortælling om den store udfordring på en og samme tid at være “en dygtig karrieremoster og en god mor”.

Kvinderne fortæller ærligt, om da det hele pludselig blev for meget. Man får et indtryk af flittige, ambitiøse og dygtige kvinder, som alle igennem længere tid har været udsat for alt for store krav på arbejdsmarkedet og/eller hjemmefronten. Krav som langt de fleste af os andre heller ikke ville kunne klare i længden.

Kvinderne giver hver især deres bedste råd til, hvordan man dels kan undgå stress og dels tackle den, hvis den alligevel opstår. Afslutningsvis er der et interview med en psykolog, som dels fortæller om, hvordan man kan forebygge stress, hvad symptomerne på stress er og hvad man kan gøre, hvis man alligevel bliver ramt.

I en tid, hvor der stilles store krav og hvor mange af os kvinder også stiller store krav til os selv om at have en karriere, være gode mødre, gode ægtefæller, være kreative, dyrke sport, være sociale og så videre er det faktisk en relevant bog om det vi alle kan havne i, hvis vi ikke passer på os selv. Bogen er skrevet i et lige-ud-af-landevejen-sprog og er nem at læse. Den er opdelt i kapitler efter kvinderne og er overskuelig. Og netop de enkelte kvinders historier er måske bogens styrke for historierne gør det diffuse begreb stress mere håndgribelig for læsere.

Mikala Dirckinck-Holmfeld er født i 1966, journalist, tidliger radiovært og redaktør og nu redaktør på Go´Morgen Danmark. Hun har selv oplevet at ligge søvnløs om natten og derfor satte hun sig for at undersøge, hvordan man undgår at lade stress styre ens liv.

Mikala Dirckinck-Holmfeld, Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet! 10 kendte kvinder fortæller, hvordan de overvandt stress, Pretty Ink./Rosinante & Co., Maj 2009, 117 sider.