// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jennifer Cody Epstein: Når himmelen falder ned
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jennifer Cody Epstein: Når himmelen falder ned

Skrevet af den 25. juli 2013 – 13:21Ingen kommentarer

Når himmelen falder ned er i den grad værd at læse! Den foregår før, under og efter 2. verdenskrig i Japan. Vi møder bombepiloten Cam fra Amerika, arkitekten Anton og hans søn Billy der vokser op i Japan før krigen og senere vender tilbage som soldat, pigen Yoshi der vokser op med en hårdtarbejdende far og en mor der ikke passer ind og en række andre personer vi følger over en periode i Japans historie.

Jeg måtte flere gange under læsningen forhøre mig hos min historiekyndige mand om de grusomheder, der beskrives i bogen havde hold i virkeligheden. Blev kinesiske tvangsarbejdere virkelig skudt det øjeblik de fik en arbejdsskade og blev uarbejdsdygtige? Blev de japanske byer virkelig bombet af amerikanerne i et sådant omfang, at ruiner, affald, ildebrande og lig var det man måtte se så langt øjet kunne række? Og blev de unge overlevende japanske piger rekrutteret til bordellerne, så den lokale bordelmutter kunne tjene lidt håndører, mens de unge amerikanske soldater kunne slippe tøjlerne en kort stund? Svarene er ja, men grusomhederne bliver dog nemt overgået af de krigsforbrydelser som japanerne selv begik i de områder, som de besatte tidligere i krigen og som gjorde japanerne forhadte.

Når himmelen falder ned er stærk læsning. Bogen er velresearchet, troværdig og velskrevet. Der springes lidt i tid og sted, hvilket skaber spænding. Personernes liv krydses og deres møde får betydning for deres videre liv og færden.

Udover at skildre krig og rædsel giver historien også et lille indblik i hvordan det var at være amerikansk soldat i Japan, hvordan det var at vokse op i Japan med en smuk men uligevægtig mor og hvordan det kunne være at arbejde som amerikansk arkitekt på store byggeprojekter i Japan før og under krigen. Savn, mistrivsel, håb og kærlighed er omdrejningspunkter i romanen og som læser røres man af bogens karakterer, fordi deres tanker og følelser i bund og grund er uafhængige af tid og sted.

Jeg har ikke tidligere læst litteratur, der foregår i Japan og har kun læst få romaner i tiden omkring 2. verdenskrig. Men efter at have læst denne roman er jeg blevet nysgerrig på at læse mere om den periode af verdenshistorien. En periode der har haft stor indflydelse på hvordan verden ser ud i dag.

Jennifer Cody Epstein, Når himmelen falder ned, Gyldendal, Juni 2013, 376 sider, På dansk ved Charlotte Grubb.