// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Engell: Den perfekte statsminister
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat, Samfund

Hans Engell: Den perfekte statsminister

Skrevet af den 22. juli 2013 – 10:30Ingen kommentarer

Den journalistuddannede tidligere minister, chefredaktør på Ekstra Bladet og i dag politisk kommentar samme sted, Hans Engell, har begået en fin lille single (elektronisk skrift, der er længere end en artikel og kortere end en bog), der er blevet udgivet på single-forlaget Zetland.

I singlen kredser Engell om begrebet ”den perfekte statsminister”. I første del af bogen opstiller Engell fire krav til den perfekte statsminister. Han skal have et politisk projekt. Han skal have politisk overblik. Han skal have personlig troværdighed. Og endelig skal han (i nutidens politiske landskab) have medietalent. I sin gennemgang af hvert krav kommer Engell ind på hvem af landets tidligere statsministre, der bedst levede op til det enkelte krav.

I anden del stiller Engell skarpt på fem statsministre, som hver især repræsenterer en type statsminister. Thorvald Stauning repræsenterer (naturligvis) kategorien ”landsfader, mens H.C. Hansen er ”bygmesteren”, Jens Otto Krag er ”strategen”, Poul Schlüter (I hvis regeringer Hans Engell selv var minister) er ”kommunikatoren” og Anders Fogh Rasmussen er ”designeren”.

For en, der trådte sine ungdomspolitiske barnesko i 90’erne vækker det naturligvis forundring, at Poul Nyrup Rasmussen (statsminister 1993 – 2001) ikke er blandt de fem statsministre, som Hans Engell beskriver nærmere. Men det er som nævnt fordi, de fem er udvalgt ud fra, at de repræsenterer hver deres type af statsminister. Ikke ud fra hvad de udrettede eller hvor længe de sad i embedet.

Det er en fornem måde at konkretisere de discipliner som den perfekte statsminister bør mestre. Hans Engell konkluderer, at den perfekte statsminister ikke findes. Hvem der ifølge Engell kommer tættest på det perfekte, vil jeg ikke afsløre. Men det er en socialdemokrat.

Hans Engell slutter af med en meget præcis analyse af Helle Thornings knap to år ved statsminister-roret og hvor hun står i forhold til idealet om den perfekte statsminister. Ikke meget nyt under solen, men en velskrevet opsamling og analyse.

”Den perfekte statsminister” er en god lille sommerbog, som man bliver klogere af og som sætter rækken af statsministre ind i et overordnet perspektiv. Single-formatet er godt, da det tvinger forfatterne til at skrive kortere og mere præcist end i traditionelle biografier og politiske bøger. Hvis man vil vide mere om de enkelte statsministre, så findes der mindst én biografi om hver af dem. Så derfor er det en befrielse, at Hans Engell nøjes med korte indledende beskrivelser af de enkelte statsministre. I en traditionel 200-, 300- eller 400-siders bog havde man sikkert forfaldet til en 10-20 siders minibiografi om hver af dem. Og mon ikke mange af de læsere, som denne single/bog appellerer til, alligevel har læst mange af de mere grundige biografier om de enkelte statsministre.

Det tog mig cirka halvanden time at læse ”Den perfekte statsminister” og det var lige tilpas. Et lille seriøst politisk indslag i bunken af sommerferielekture. Passede lige til halvdelen af en flyvetur sydpå.

I det hele taget synes jeg single-fomatet, som kun kan læses elektronisk, fungerer godt. Vi får meget mere indhold og en langt større dybde og detaljeringsgrad i fortællingen end i en avisartikel eller i en serie af avisartikler. Til gengæld slipper vi for alt for meget snik-snak og den kræver ikke flere dages/ugers intens læsning. Noget der kan være svært for den travle zapper-generation at koncentrere sig om.

Hans Engell: Den perfekte statsminister. Single udgivet af Zetland. 2013. 72 sider.