// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Poul Duedahl, Gitte B. Høstbro og Peter W. Christensen: Forbrydelsens ansigt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Poul Duedahl, Gitte B. Høstbro og Peter W. Christensen: Forbrydelsens ansigt

Skrevet af den 22. juni 2013 – 16:43Ingen kommentarer

Forbrydelsens ansigt er historien om politiets brug af fotografiet. Det kan lyde tørt, men det er det på ingen måde – forfatterne har formået at få en flot bog i coffee table format ud af emnet, med langt mere kød på indholdet end hvad de fleste coffee table bøger kan præstere. Og historien om anvendelsen af fotografiet, som er den røde tråd i bogen, er krydret med masser af billeder af forbrydere med den enkeltes historie til.

Vi bevæger os primært i den periode, hvor fotografiet trådte sine barnesko fra cirka midten af 1800-tallet, og dermed i den periode, hvor politiet begyndte at bruge fotografiet. Her blev der udviklet en del af de metoder til brugen af fotografiet hos politiet, som ligger til grund for hvordan det bruges idag. Det er ret interessant at læse om fx. de allerførste fotografier og hvordan de blev brugt. Vidste du, at de første forbryderfotos blev taget af private fotografer i deres flot opsatte studier, hvor det primært var de rige, der kom som kunder? Det følger deraf, at forbryderne på de helt tidlige fotografier er sat på en pæn stol, ved et pænt bord, i en positur som de rige også ville indtage ved fotografering. Det var jo sådan de private fotografer arbejdede. Det eneste ved disse fotos, der afslører, at vi her har at gøre med en fange, som ikke får taget sit foto frivilligt, er at fotografen har fjernet planter og andre pyntegenstande fra studiet, og at den fotograferedes ofte slidte tøj virker malplaceret i de fine omgivelser.

Der er masser af billeder i bogen. De er i sagens natur sort / hvide grundet deres alder, men det gør dem ikke mindre interessante. Motiverne er primært af den fattige befolkning fanget i et øjeblik, hvor den enkelte nok hellere ville være alle andre steder end foran et fotografiapparat. At være i politiets varetægt er næppe en positiv oplevelse for en lovovertræder. Til hvert billede følger historien om den fotograferede, om hvad deres forbrydelse var, hvordan politiet fangede dem, og i mange tilfælde også hvordan det var kommet så vidt, og hvad der videre skete med dem. Der må ligge et imponerende stykke research arbejde bag, for som forfatterne fortæller om deres egne metoder, så var ensartet arkivering hos de forskellige politiafdelinger og fængsler ikke det der blev fokuseret på.

Alt i alt kan jeg varmt anbefale Forbrydelsens ansigt. Det er en flot, spændende og lærerig bog. Formatet med korte historier og korte, men informative, afsnit om fotografiets udvikling hos politiet, gør at man kan gå til og fra bogen som det nu passer. Men den kan også læses fra ende til anden på kort tid – det gjorde jeg i hvert fald.

Poul Duedahl, Gitte B. Høstbro og Peter W. Christensen: Forbrydelsens ansigt, Gads Forlag, Maj 2013