// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » John le Carré: En skrøbelig sandhed
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

John le Carré: En skrøbelig sandhed

Skrevet af den 8. juni 2013 – 14:58Ingen kommentarer

Det er 50 år siden John le Carré placerede sig på det litterære verdenskort. Det gjorde han med ”Spionen der kom ind fra kulden”. Der var ganske enkelt ingen over eller bare på linje med denne klassiker, fortællingen om den engelske spion i et trist og desillusioneret England, som havde mistet sin position som global magthaver. Uden for England rasede den kolde krig, men det var de amerikanske og sovjetiske efterretningstjenester, der bestemte.

Den kolde krig er forbi, og nu gælder det krigen mod terror. Den er vi midt i her, idet handlingens afsæt er amerikanske lejesoldaters forsøg på, i samarbejde med den engelske efterretningstjeneste, i al hemmelighed at fange og bortføre en højtstående al-Qaeda-leder på Gibraltar-klippen.

Missionen går galt, uskyldige dræbes, og alt sættes ind på et cover up. Intet må slippe ud, og politikere, soldater og efterretningstjenester skyr ingen midler for at begrave historien – og dem, der kan få den afsløret. En af dem er diplomaten Christopher Probyn og en yngre embedsmand, som er kommet i besiddelse af topfortrolige informationer. De har danset som marionetdukker, ført og manipuleret af magthaverne, men nu beslutter de sig for at slå igen, koste hvad det vil.

Som i mange andre af Carrés bøger er det forræderi, korruption og menneskelige svigt, der bærer handlingen frem. Fortællingen krydsklipper mellem fortid og nutid, og det fungerer flot og underholdende. Enkelte af personerne og miljøerne virker lidt vel karikerede, men det er en biting. Carré er i fin form her 50 år efter, han bragede igennem. Han mestrer tydeligvis fortsat de politiske intriger og spillet mellem demokratiets forsvarere og dem, der foretrækker magtudøvelse fra skyggeverdenen.

John le Carré, En skrøbelig sandhed, Rosinante, 350 sider, På dansk ved Jette Røssel, 2013.