// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Flemming Toft: Netop gentagelsen er det smukke – samtaler om cykling
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sportslitteratur

Flemming Toft: Netop gentagelsen er det smukke – samtaler om cykling

Skrevet af den 6. juni 2013 – 10:56Ingen kommentarer

Sportsjournalisten Flemming Toft har lagt diktafon til en meget lang snak om cykling mellem Jørgen Leth og Rolf Sørensen.

Når en cykelsportsentusiast og Jørgen Leth-fan som undertegnede har svært ved at komme igennem et værk om cykling, hvor Jørgen Leth medvirker, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan det må være for andre. Skal man sætte det lidt på spidsen, så kan man sige, at dette burde være en af de smukkeste bøger, der nogensinde er udgivet i Danmark. For gentagelserne står nærmest i kø i bogen, der sagtens kunne være redigeret ned til at være 100 sider kortere, uden at læserne var gået glip af noget.

Når det er sagt, så er der tale om en fantastisk fortælling, med to hovedpersoner, der elsker cykelsporten af hele deres hjerte. Og de to herrer lægger da også stærkt fra land med at tale om mit og Jørgen Leths store idol, Fausto Coppi, lige fra starten af.

Herefter går det slag i slag rundt om emner som fortidens helte, Michael Rasmussen, Bjarne Riis, Tour de France, forårsklassikerne og ikke mindst rivaliseringen mellem Rolf Sørensen og Bjarne Riis. Selv doping i cykelsporten kommer de omkring. Men bogen er skrevet før Rolf Sørensens længe ventede doping-indrømmelse, og det sætter diskussionen og hans udtalelser i et lidt underligt lys. Og Flemming Toft formår som interviewer og facilitator ikke at stille de kritiske spørgsmål om doping til Rolf Sørensen.

For os, der tæller dagene til tourstart er ”Netop gentagelsen er det smukke” en vidunderlig bog, hvor to af landets mest vidende cykelsportspersonligheder øser ud af deres viden fra hver deres udgangspunkt. Jørgen Leth fra forfatteren, digteren og filmmandens vinkel. Om fortællingen, heltene, skurkene og de store kampe. Rolf Sørensen fra rytterens vinkel. Om kampene, smerterne og sejrens sødme.

Kan man stå distancen helt frem til side 320, så får man en lækkerbisken, der er et perfekt afsæt til sommerens tour-transmissioner med netop Rolf Sørensen og Jørgen Leth.

Flemming Toft: Netop gentagelsen er det smukke – samtaler om cykling. People’s Press. 2012. 320 sider.