// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Deb Perelman: The Smitten Kitchen cookbook
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Deb Perelman: The Smitten Kitchen cookbook

Skrevet af den 23. maj 2013 – 13:35Ingen kommentarer

Deb Perelman har kørt en blog ved navn Smitten Kitchen i efterhånden en del år fra sit lille køkken i New York. Bloggen er gået hen og er blevet en af verdens mest populære madblogs, og det med rette. Deb Perelman laver lækker mad, og skriver så det føles som om man står ved siden af hende i hendes køkken.

Maden er alt fra simpel til kompliceret, alt fra italiensk til mexicansk til det der ikke rigtigt passer ind i et bestemt køkken. Men mest af alt er det god mad fra en madentusiasts køkken, så hvad opskriftens herkomst måtte være tages ikke så højtideligt. Bare resultatet er godt.

Opskrifterne er altid lækre, de virker altid, og teksterne dertil er altid underholdende læsning. Så det var en no brainer, at købe bogen da den udkom. Det med at opskrifterne virker, bør man måske kunne tage for givet, men det er ikke altid at kogebøger formår at videregive opskrifter, der fungerer i virkeligheden. Deb Perelman har gennem alle årene med bloggen øvet sig på at få det hele til at virke, gennem alle de spørgsmål og kommentarer hendes læsere er kommet med. Så når først hun sætter pen til papir – eller nærmere fingre til taster – så har hun tjekket at det virker. Og det skinner igennem både på bloggen og i bogen.

Men hvorfor købe en bog med opskrifter, når man kan finde rigtigt mange gode opskrifter fra selvsamme forfatter online, gratis og uden at få fedtfingre på papiret? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at der er noget magisk ved at have en bog i hånden, og en lidt sær tilfredsstillelse ved at se brugsmærker som fedtpletter og andet godt komme til. Brugstegn bliver lidt et tegn på at bogen er god. Om du har det på samme måde skal jeg lade være op til dig, men start endelig med at besøge bloggen, så kan du se om du får samme trang til at tage bogen med i køkkenet som jeg har.

Det bør nævnes, at selvom forfatteren er amerikaner, er bogen af hensyn til hendes fans i resten af verden udgivet i en engelsk version med mål i liter og kilo, fremfor i de amerikanske cups og ounces, etc.

Deb Perelman, The Smitten Kitchen cookbook, Square Peg, 2012