// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Linda Castillo: Bøn om tavshed
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Linda Castillo: Bøn om tavshed

Skrevet af den 28. april 2013 – 10:01Ingen kommentarer

Kriminalassistent Chuck Skidmore havde drukket alt for meget kaffe på den lokale diner. Kaffe gav såmænd god nok mening nu hvor han var i fast nattevagt, men problemet med for meget kaffe var, at det skulle ud igen. Natten var stille og månen stod højt på himlen, da han steg ud af patruljevognen for at slippe af med trykket på blæren. Han kunne ikke undgå at høre den klagende lyd i det fjerne. Snart gik det op for ham, at det var et menneske der brølede og skreg. Mens pulsen steg, gled hånden ned mod hans tjenestevåben og han satte efter lyden. Det gik dog ikke længe før den skrigende mand, blev hans mindste problem. Et langt større problem var de lig han fandt på den nærmeste gård. Familien Plank var nemlig alle blevet slået ihjel.

Sådan starter Linda Castillos anden bog, Bøn om tavshed. Den første bog udkom for et år siden med titlen Tvunget til tavshed, og trods det faktum, at jeg er skeptisk overfor bøger, hvor plottet er bygget op omkring psykopater eller seriemordere, blev jeg i den grad af fanget af forfatterens første bog på dansk. Derfor var mine forventninger også pænt over middel, da jeg en aften satte mig til rette med bogen i mørket.

Politichef Kate Burkholder og hendes lille politienhed sættes på sagen. Familien Plank flyttede til Painters Mill for et år siden for at slutte sig til det lille amishsamfund. Politichefen kender til amishsamfundet, deres kultur, tanker og holdninger. Hun brød selv med amishsamfundet som teenager, og har stort set ingen kontakt til sin familie.

Udover at en Bøn om tavshed er en krimi, er den også et indblik i et anderledes samfund og det er ret interessant læsning. Amish dyrker en streng form for kristendom, de vægter hårdt arbejde, det enkle liv og en bogstavelig læsning af Biblen. Jeg tror ikke, at forfatteren er vokset op i en amishfamilie, men hun formår alligevel at skabe en troværdig kulisse for fortællingen og jeg fik lyst til at læse mere om – set med danske øjne – noget specielle samfund.

Størstedelen af bogen er spændende læsning – det er her, hvor vi følger opklaringsarbejdet, interviews af indbyggerne i byen, er med teknikerne ude på gerningsstedet og er med som fluer på væggen under politiets samtaler. Men da det først er afsløret, hvem der har begået mordene aftager spændingen i den grad. Ikke mindst fordi den skydige er dræbt og baggrunden for mordene ikke rigtig bliver forklaret. Forfatteren kommer nemt om ved det og vælger at lade politichefen tænke følgende: “Jeg vil sikkert aldrig få de endegyldige svar, men vi fandt dog noget bevismateriale, som kunne hjælpe med at udfylde hullerne”. Og jo, bevismaterialet, for eksempel den unge pige Marys dagbog, forklarer lidt af forholdet mellem morderen og Mary, men der er for mange udsvarede spørgsmål til at plottet er rigtigt godt.

Du kan læse anmeldelse af hendes første bog på dansk Tvunget til tavshed her.

Linda Castillo, Bøn om tavshed, Forlaget Hr. Ferdinand, Marts 2013, Oversat af Henrik Enemark Sørensen, 414 sider.