// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Birgitte Bartholdy: Frostgrader
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Birgitte Bartholdy: Frostgrader

Skrevet af den 20. marts 2013 – 20:47Ingen kommentarer

Da Layla en morgen kommer på arbejde, venter der hende en ubehagelig overraskelse. I et skab på redaktionen finder hun et lig af en ældre herre. Han er ilde tilredt, klædt i dametøj og på redaktionen er der spor efter en privat fest. Layla er i chok – det er nemlig ikke en fremmed. Hun får hjælp til at tilkalde en ambulance af den polske rengøringsmand Tomasz, men inden hun får set sig om er han væk. Hun forstår ikke, hvorfor han er stukket af og hun er i tvivl om hvorvidt hun skal fortælle politiet om ham.

Stemningen på redaktionen er efterfølgende meget trykket. Alle har hver deres relation til afdøde og hjemme hos Laylas far dukker der også gamle historier op. Beskyldninger flyver rundt i luften og Layla kan ikke finde hoved eller hale i hvad der foregår.

Laylas naivitet og uvidenhed bliver lagt ud som små ledetråde til læseren, men der er så mange af dem, og de er så åbenlyse, at det næsten er en hån mod læseren, som selvfølgelig sagtens kan regne ud, at det ikke er i den retning, løsningen skal findes. Det bliver helt forstyrrende, at vi skal af så mange omveje, og bogen kunne nemt have været 100 sider kortere uden vi ville komme til at mangle noget essentielt.

Skeletter fra fortiden vælter ud af skabene gennem hele fortællingen og stort set alle karaktererne i bogen er forbundet med hinanden på en eller anden måde i bedste sæbeopera stil. Hvis ikke de har været i seng med hinanden, har de en klemme på hinanden, skylder hinanden noget eller har hemmeligheder på kryds og tværs. Vil bogen lidt for meget på én gang? Jeg synes det. Der er så mange forviklinger og sammenhænge, at det ender med at virke forceret og utroværdigt og desværre bliver den heller aldrig rigtig spændende.

Birgitte Bartholdy, Frostgrader, Lindhart & Ringhof, marts 2013, 440 sider.