// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Leif Davidsen: Patriarkens hændelige død
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi, Spænding

Leif Davidsen: Patriarkens hændelige død

Skrevet af den 13. marts 2013 – 07:03Ingen kommentarer

Det vækker altid opmærksomhed, når de gode gamle forfatter-koryfæer sender en ny bog på gaden. Og der er da også varmet godt op til Leif Davidsens femte roman med Rusland som scene. Interviews i de store dagblade og langvarigt indslag i bedste TV Avis sendetid er ikke mange forfattere forundt. Kan bogen så bære det? Desværre ikke.

Fortællingen er tung og pumpet op med masser af detaljer om det gamle Sovjetunionen og det korrumperede og mafiøse nye Rusland. Det er der intet nyt i, Davidsens syn på Rusland er velkendt og fortalt mange gange. Bogen er smækfuld af kommentarer og iagttagelser, som tydeligvis er forfatterens egne, og flere af personerne – især hovedpersonen TV-meteorologen og kendissen Adam Lassen – bliver talerør for de mange omstændelige detaljer.

Det er et morderisk overfald på Adams bror, der sætter handlingen i gang. Broren er kommet for tæt på oplysninger om magtspillet i den russiske kirke. Et magtspil der i sidste ende kan have storpolitiske og økonomiske konsekvenser i form af russernes interesser i olie og råstofudvinding i Grønland.

Efter mordet forlades intrigen til fordel for en lang fortælling om brødreparrets forældre og deres kærlighedshistorie. En historie, der ender med flugt fra de sovjetiske despoter. Og så får man lige afslutningen på kriminalhistorien, og afviklingen af plottet på de sidste cirka 75 sider. For denne anmelder fungerer det ikke. Der er for lidt spænding, for meget dameblads-kærlighed og for mange velkendte klicheer om den triste udvikling i Rusland.

Leif Davidsen, Patriarkens hændelige død, 428 sider, Lindhardt og Ringhof, 2013.