// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Renée Toft Simonsen: Tiberius tudefjæs laver muskler
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Renée Toft Simonsen: Tiberius tudefjæs laver muskler

Skrevet af den 2. marts 2013 – 10:26Ingen kommentarer

Jeg mødte Tiberius Tudefjæs i efteråret. Han lå en dag i sin bog i min postkasse og bad om at komme med ind i stuen til mine drenge. Mine drenge på 4 år og 8 år tog heldigvis godt imod ham og nu er der dukket endnu en bog op. Den første bog handlede om at lyve og om hvor mange løgne man kan rode sig ud i, når først munden går i gang med at tale. Og om hvad der sker, når man lyver, også selvom det bare er fordi at sandheden gør lidt ondt. Du kan læse anmeldelsen af Tiberius Tudefjæs stikker en løgn her.

I den aktuelle bog laver Tiberius armbøjninger på gulvet på sit værelse. Han vil nemlig have store muskler, så han kan banke Per, William og Svend fra 5. klasse, som er møghamrende irriterende og som har lovet Tiberius bank. Tiberius ved godt at man ikke må slå. For det har far fortalt. Men det er nu alligevel sikrest at få lavet de muskler. Samme dag i skolen ventrer Tiberius på sine bank i et legehus. Døren åbner og han er klar på, at det er nu det sker! Men det er ikke de dumme drenge, der kommer ind. Det er lille, kvikke og bussemandspillende Jeppe. Som gerne vil være sammen med Tiberius. Drengene lister sammen væk, tager ud på eventyr der indebærer mødet med en storskægget inspektør, udstoppede fugle og pandekager.

Bogen er spændende og den behandler emner, der er vedkommende for børn. Og da vi oplever verdenen med Tiberius øjne, er det nemt for børn at sætte sig i hans sted. Tiberiusbøgerne er rigtig gode børnebøger!

Bogen er godt illustreret. Tiberius ligner en Tiberius. Og hvordan ser sådan en så ud tænker du? Han har store øjne, lyst strithår og røde kinder og har ansigtsudtryk, der passer til alle de situationer en Tiberius bliver udsat for. Tiberius´ far ser lige så rar og rolig ud som han er. Og de sure voksne ser lige så sure og vanvittige ud, som Tiberius oplever dem. Og nå ja, så er jeg vild med de små detaljer i illustrationerne, for eksempel de fire forbudtskilte ved skoleinspektørens kontor, cykling forbudt, rygning forbudt, pølser forbudt og is forbudt!

Og så er der en enkelt lille detalje mere jeg er vild med: Tiberius er begejstret for sin smukke, søde og dygtige lærer. I en tid hvor lærerne som faggruppe i den grad står for skud, er det befriende at Tiberius er med til at fortælle den gode historie om nogle af de vigtige personer i vores børns liv.

Renée Toft Simonsen, Tiberius tudefjæs, Illustreret af Pernille Lykkegård, Politikens Forlag, Februar 2013, 32 sider.