// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ellen Holmboe: Helt til Hest
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Ellen Holmboe: Helt til Hest

Skrevet af den 27. februar 2013 – 10:43Ingen kommentarer

”Hvem finder på at kalde en 300 kilo tung krikke med knojern på fødderne for Musse?” Filip er helt vild med Lisa. Lisa er kun vild med heste. Så der er et problem. Heldigvis er Filip detektiv og den lokale posedame har alt det tøj, der er behov for i sine poser.

Udstyret med paryk, hjelm og alt hvad der ellers hører til, går Filip undercover som hestepige. På rideskolen går det godt til at starte med, men Filip finder ud af, at det er langt nemmere at klæde sig ud som hestepige, end at opføre sig som en. Han lærer lidt for langsomt, at en strigle ikke bare er en dum tøs og at det ikke er helt almindelige pærer, en hest kan lave ud af æbler. Hvor galt det går, kan du prøve at gætte dig til, men læs hellere bogen og få dig nogle gode grin.

Filip M. Lund er en munter sammenkobling af tekst og tegning som i Taynikma og med skør humor i retning af Kim Fupz Aakeson – men Filip er helt sin egen. Selvom historien om drenge-detektiven er letlæst, har den ingen af de svagheder en letlæst bog kan have. Nemlig at historien kan være lige så tyndbenet som lix tallet.

Filip M Lund bøgerne er derimod i samme liga som gode tegneserier, for teksten er både let tilgængelig og har massere af sjove ordspil, der forstærkes af tegningerne. Selvom Helena er en rutineret læser, indtog hun bogen med stor fornøjelse, for Helt til Hest er en god historie uden et ord for meget eller for lidt.

Bogen er anmeldt i samarbejde med Helena 11 år.

Ellen Holmboe, Helt til Hest, Illustreret af Karla von Bengtson, Forlaget Løse Ænder, 53 sider, Januar 2013.