// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Natasa Dragnic: Hver dag, hver time
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Natasa Dragnic: Hver dag, hver time

Skrevet af den 3. marts 2013 – 17:53Ingen kommentarer

Hver dag, hver time er en sød og romantisk fortælling om den helt store kærlighed og om den eneste ene. Men det er samtidig fortællingen om ulykkelig og umulig kærlighed. Til tider bliver det en anelse for meget og for utroværdigt og når det kammer over bliver jeg ikke rørt af fortællingen.

Stærkest står starten af bogen. Det er her bogens hovedpersoner er børn. Drengen Luca og pigen Dora mødes for første gang, den dag Dora starter i børnehave. Deres venskab udvikles over tid til noget meget fint. De er lykkelige sammen, når de spiser is og når de ligger på ryggen i solen og kigger på skyer. Deres forhold er rent og uskyldigt og denne del af bogen er smuk. Men en dag må Dora forlade sin soulmate og flytte til Paris sammen med sine forældre. Og Luca blver tilbage i den lille fiskeby ved kysten i Kroatien.

Efter 16 års adskillelse mødes de tilfældigt i Paris – kærlighedens by naturligvis. Luca er en talentfuld maler, der skal udstille i Paris og det er ved ferniseringen de mødes igen og følelserne og kærlighed vækkes hurtigt til live. Luca beslutter sig for at blive nogle måneder i byen. Dagene går med gåture, elskov og samtaler. Dora er skuespillerinde på et teater og passer sit arbejde, når hun ikke er sammen med Luca. En dag bliver Luca dog nød til at rejse tilbage til hjembyen i Kroatien. Ikke længe efter følger Dora efter Luca. Men det der havde udsigt til at blive lykkelig kærlighed bliver uventet (også for læseren) noget helt andet. For alle har en fortid med handlinger der rækker ind i fremtiden. Luca bliver splittet mellem det han ønsker at gøre og det han forventes at gøre. Han elsker Dora meget højt, men det er ikke tilstrækkeligt til at blive gift med hende.

Jeg undrer mig over Doras tålmodighed og vedholdende kærlighed. Luca er passiv og træder ikke for alvor i karakter, som den han gerne vil være. På et tidspunkt bruger han ordet kujon om sig selv, og det er vel det han er. Det må være vanvittigt frustrerende for Dora, som elsker ham af hele sit hjerte (mit sprogbrug følger her stilen fra bogen), og det ender sevfølgelig med at hun med knust hjerte rejser tilbage til Paris. Men det slutter ikke der. Deres liv krydser flere gange og vi slipper dem først, da Luca fylder 49, efter mange frustrationer og en hel del elskov.

Natasa Dragnic, Hver dag, hver time, Gyldendal, Oversat af Hanne Møller, 232 sider, 2013.