// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Madhur Jaffrey: Curry Nation
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Madhur Jaffrey: Curry Nation

Skrevet af den 15. februar 2013 – 11:03Ingen kommentarer

Briterne er glade for curry, sådan rigtigt, rigtigt glade for curry. Chicken tikka masala anses for at være en britisk nationalret, hvilket jo siger en hel del om, hvor højt briterne elsker deres curries. Og dronningen af curries er uden tvivl Madhur Jaffrey. Den nu aldrende dame, som kom til England fra Indien i 1975, har skrevet utallige kogebøger og lavet tv-programmer, der har bragt curries ind i de britiske hjem. Og seneste skud på stammen er Curry Nation.

Opskrifterne i Curry Nation er ikke som sådan Madhur Jaffreys egne, hvilket er en afvigelse fra hendes mange andre kogebøger. Som titlen antyder er der her tale om curries fra nationen til nationen, så Curry Nation er en samling opskrifter fra både restauranter og private hjem i det britiske kongerige. Det bedste af det bedste, så at sige, som forfatteren er stødt på. Og det gør også, at her ikke tages hensyn til hvilken egn af Indien opskrifternes ophavsmænd kommer fra, her er det den engelske version af maden som den laves over hele Indien og Pakistan.

Mange indiske kogebøger indeholder variationer over nogenlunde de samme opskrifter – vindaloo curry, butterchicken, etc. (som forresten allerede er britiske adaptioner af indisk mad). De opskrifter findes også i nogen grad i Curry Nation, men netop denne bog indeholder også nogle opskrifter, som jeg ikke har set før. En lammecurry med rødbede som grundlag for saucen fremfor fx tomater eller kokosmælk skal nævnes som en af de mere usædvanlige, og den er bestemt værd at prøve, det er en lækker ret med en fantastisk mørkerød farve (men hold lidt igen med kanelen).

Generelt får man en fornemmelse af, at mange af opskrifterne er tilpasset det engelske køkken. Ikke forstået sådan at det skal passe til de engelske smagsløg, som langt de fleste curryretter allerede gør, men nærmere at de engelske indere har tilpasset deres egen, private madlavning efter de muligheder, der er i England. Det er en lille forskel, men curryelskeren vil sætte pris på den i denne bog.

Madhur Jaffrey, Curry Nation, Ebury Press, 2012