// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristin Marja Baldursdóttir: Fra hus til hus
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Kristin Marja Baldursdóttir: Fra hus til hus

Skrevet af den 14. februar 2013 – 14:28Ingen kommentarer

Kolfinna 29 år er i krise; droppet af kæresten, flyttet hjem til sin mor og uden arbejde. Da hendes veninde, der gør rent hos velstillede borgere i Reykjavik, skal til at have sit tredje barn, overtager Kolfinna rengøringstjansen for en kort periode for at hjælpe veninden. Træt, fortvivlet og på vej til de 30 trækker hun sig hver uge op af sengen og hen for at gøre rent, mens hun fantaserer om et bedre liv.

I denne periode stifter hun bekendtskab med fire meget forskellige mennesker – den lidt uforskammede unge forsker, der roder og sviner som en gris, en forfængelig operasangerinde, der vil have sit fine lingeri hængt til udluftning, en klog og mild gammel kone, der inviterer på kaffe og en rig og pertentlig advokat. Langsomt samler Kolfinna inspiration til det liv, hun selv godt kunne tænke sig at leve – men ikke uden betragtelige mindreværdskomplekser undervejs, hvor hun må lægge øre og øjne til ikke småting hos de fire kunder. På hver sin måde påvirker de fire mennesker Kolfinna, men påvirkningen er absolut gensidig, og som historien skrider frem, opstår der en uventet relation mellem dem, hvad enten det er negativt eller positivt.

Karaktererne i bogen er et satirisk billede af, hvordan man nu om dage – tilsyneladende – kommer frem i verden ved at ændre sit hår eller opbygge viden om litteratur og kunst, som blot er nogle af de ting hun opfordres til at gøre for at få et bedre liv. Dette står i stærk overfladisk kontrast til de nære værdier, den ærlighed og arbejdsomhed, som Kolfinna udstråler. Og ikke mindst er det en påmindelse om, at man ofte kun skal kradse en anelse i overfladen, før man finder ud af, at alle andres perfekte liv, nok i virkeligheden ikke er så perfekte, som man går og tror.

Og som vi jo ved, er det som regel den der ler sidst, der ler bedst – og denne roman er ingen undtagelse. Du skal dog ikke tro, at det betyder, at denne bog er forudsigelig. Midt i roen og den – tror du – forudsigelige udvikling, tager forfatteren virkelig fusen på dig og du får et brag af afslutning, der nærmest efterlader dig hujende og klappende. Fantastisk slutning!

Kristin Marja Baldursdóttir, Fra hus til hus, Gyldendal, januar 2013, 306 sider.