// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anika Eibe o,a.: Historier til drenge – Ikke for piger
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Anika Eibe o,a.: Historier til drenge – Ikke for piger

Skrevet af den 31. januar 2013 – 07:43Én kommentar

Historier til drenge – ikke for piger er en titel, der virker som en rød klud på min medanmelder Helena på 11 år.

Vi kastede os derfor straks over bogens første historie af ti: Drengelitteraturprisvinderen fra 2011 – Telefonfis af Michael Kamp. En historie hvor Jimmy og Søren mæsker sig i cola og slik og ringer til pigerne fra klasselisten. De ringer med en telefon, der har hemmeligt nummer og lader som de er forbrydere og skræmmer livet af pigerne. Totalt grineren syntes de, lige indtil de prøver at lave samme nummer med en ukendt mand, en mand med meget dyb stemme, der bliver meget sur. Drengene skynder sig at smide røret på, men kort tid efter ringer telefonen, selvom den har hemmeligt nummer. Derefter bliver det hele meget uhyggeligt. Så uhyggeligt at Helena ikke ville høre flere historier. Ok, den onde far snød og udvalgte bogens mest uhyggelige historie. Det kan anbefales at læse mere af gyserforfatteren Michael Kamp, men hans bøger er uegnede for børn, der ikke har nerver af stål!

Drengelitteraturprisvinderen fra 2012 – Colosseum er skrevet af Anika Eibe. Her følger vi Milo, der er slavedreng i romertiden. Hans far er gladiator og på vej til sin sidste kamp. Hvis han overlever kampen får han og Milo deres frihed. Men det udvikler sig helt forkert. Der er tre gladiatorer i arenaen og de skal overvinde tre sultne løver. Milo følger kampen fra kanten af arenaen og væmmes da den første gladiator bliver slået til jorden. Heldigvis dræber farens bedste ven løven. Tilgengæld får han flået armen af, da den anden løve sætter tænderne i ham. Milos far dræber løven, men den sidste løve lukker sine tænder om hans hjelm og der er ingen gladiatorer til at redde ham. Foran Milo ligger et forladt sværd i sandet, tør han kaste sig ind i kampen, før faren ender som løvemad? Historien er en velfortjent vinder.

Historier til drenge – ikke for piger er en bog fyldt med spændende historier – om du er dreng eller pige er lige meget, bare du kan lide korte historier med mere action end eftertanke.

Historier til drenge – Ikke for piger. Anika Eibe oa. Tellerup. 107 sider. 2012