// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisa B. Salomonsen: Rodolphus i Småland og Rodolphus´ jul
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Lisa B. Salomonsen: Rodolphus i Småland og Rodolphus´ jul

Skrevet af den 24. november 2012 – 07:03Ingen kommentarer

Kampen om børns opmærksomhed er benhård. Ikke nok med at bøgerne kæmper mod tv, iPads, legetøj og computerspil, bøgerne er også i hård kamp mod hinanden om at opnå børnenes tid.

Min erfaring er at børn i høj grad vælger en bog på enten genkendeligheden (har de læst den før) eller på om forsiden ser spændende, sjov eller sej ud. Så for nye bøger er kampen særlig hård. For de yngste læsere vil det formentlig ofte være de voksne der vælger, hvilke bøger der skal købes eller lånes på biblioteket, men for selvlæserne har forsiden en afgørende betydning for om bogen får en chance.

På redaktionen modtog vi for nylig to bøger fra en forfatter, som har valgt selv at udgive sine børnebøger. Der er tale om to højtlæsningsbøger, som er gode eksempler på bøger, der aldrig får en chance, når barnet selv skal vælge. Se forsiderne. Ser det spændende ud? Er det flot? Fotos på forsiden af bøger er oftest kun brugt ved pegebøger til de mindste, fagbøger eller biografier. Konkret her er billederne desuden dårligt beskåret og layoutet lidt for hjemmelavet.

Jeg valgte dog at give bøgerne en chance. Den første bog handler om drengen Rodolphus, som bor på Østerbro. Han kan godt lide at gå i skole og at lege med Lego. Nu er det blevet sommerferie og derfor tager han med sine bedsteforældre til Sverige for at besøge sin oldemor. Her oplever han hvad det vil sige at bo uden fjernsyn og toilet i huset. Til gengæld leger han meget i naturen og han kommer tæt på Oldemor. I den anden bog er det blevet jul og familien er taget til Småland for at fejre sammen med oldemor. Det er meget hyggeligt med kanekørsel, sneboldkamp og julemad på brændekomfur.

Historierne er søde, sympatiske og ufarlige omend noget gammeldags og talesprogsagtige i tonen. Man kan godt fornemme at forfatteren brænder for sit arbejde med børn og gerne vil give mulighed for kvalitetstid omkring læseoplevelser. Men disse to udgivelser er pakket ind i et alt for amatøragtigt look med kedelige forsider, blyantstegninger der oftest er i sort/hvid/, og sukkersøde forord med tak til alle der har bidraget. Det betyder bare, at bøgerne vil tabe kampen, når der vælges godnathistorie. Både voksne og børn er kritiske, så det er altafgørende at form og indhold går op i en højere enhed.

Lisa B. Salomonsen, Rodolphus i Småland og Rodolphus´ jul, 64 sider og 95 sider, Books on Demand, 2012.