// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Jessen: Tyske motorcykler i sort-hvid og farver
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Design og mode, Historie, Industrihistorie

Jens Jessen: Tyske motorcykler i sort-hvid og farver

Skrevet af den 15. oktober 2012 – 07:52Ingen kommentarer

Tyske motorcykler er et stort emne. Journalisten og forfatteren Jens Jessen har skrevet bogen ”Tyske motorcykler i sort-hvid og farver”. Det er den tredje bog i serien. Det er der kommet en både seværdig og læseværdig bog ud af. Med til historien om tyske motorcykler hører også, at både Sovjetunionen og England efter Anden Verdenskrig enten tog det meste af produktionsapparatet fra flere motorcykelfabrikker med i sin hjem eller skamløst kopierede maskinerne, samtidig med at de satte begrænsninger for den tyske produktion.

Før dem havde Hitler & co efter magtovertagelsen i 1933 et godt øje til motorcykelfabrikationen, især den som blev ledet af jøder. De fik slet og ret frataget deres ejendom. Andre med den ”rette holdning” førte produktionen videre til glæde og gavn for det nye nazistiske styre. Jens Jessen fortæller også den historie i ”Tyske motorcykler i sort-hvid og farver”. Den er nu mest i sort/hvid, men det gør bestemt ikke bogen ringere.

Tværtimod giver den med sine rigtig mange billeder og illustrative tegninger af tyske motorcykler fra både DDR og Forbundsrepublikken Tyskland et godt indtryk af produktionen og ikke mindst den tekniske udvikling, som de tyske motorcykelfabrikater stod for. Jens Jessen lader også bogen omfatte den motorcykel, som er produceret i det tysktalende land Østrig. Derfor får vi også beretningen om Puch motorcyklen.

Farvebillederne er næsten alle fra Danmark, hvor de glade ejere viser deres velrestaurerede motorcykler frem og fortæller også historien om et ungt par, der i 1960 på 14 dage kørte 7.000 kilometer fra Fyn til Gibraltar.

Der er også en god historie om Fred. Rasmussen i Odense og om NSU. Fred. Rasmussen var importør af NSU, der var et af de største tyske motorcykelmærker i Danmark. Selv drønede jeg i 1960-erne rundt på en jadegrøn NSU Super lux 1954 model på 198 ccm med en Bender sidevogn. Sidevognen blev efter ganske få kilometer sat til side.

Kør ind til siden. Slå tændingen fra. Slå støttebenet ud og gå i gang med at læse beretningen om de tyske motorcykelmærker, som overlevede Anden Verdenskrig. Jens Jessen fortæller om den enkelte motorcykels historie, deres danske forhandlere og ikke mindst, hvordan det gik med fabrikkerne, da motorcyklisterne satte sig bag rattet.

Jens Jessen: Tyske motorcykler i sort-hvid og farver. Udgivet oktober 2012 af forlaget Veterania. 224 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.