// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Signe Schlichtkrull: Fogeden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Signe Schlichtkrull: Fogeden

Skrevet af den 1. maj 2009 – 18:13Ingen kommentarer

Hvis man har beskæftiget sig med socialt arbejde i Danmark, hvad enten det er professionelt eller som frivillig, vil man let kunne genkende personerne i Signe Schlichtkrulls debutroman Fogeden. Andre læsere kender måske personerne fra netværket eller nabolaget. Hvis ikke, er Fogeden en oplagt mulighed til at stifte bekendtskab med de medborgere, som har det svært med at fungere i hverdagen.

Bogen handler om Merete Andersen, der arbejder som foged og hvis opgave er at sætte folk på gaden, når huslejen ikke er betalt. Hun sætter derfor Susanne og Lars på gaden, da pengene er brugt på øl fremfor husleje. Hun sætter den unge mor Ida Pia og hendes lille datter Edith på gaden og i løbet af bogen når de at bo op til flere steder. Og hun sætter den ældre herre Knud på gaden. Imidlertid viser det sig, at der muligvis er sket en fejl og Merete Andersen forsøger at gøre det godt igen.

Fogeden minder mig om Helle Helles “Ned til hundene”, som også er en bog om nogle af de danskere, der er udenfor. Bogen er spændende, og relevant – ikke mindst i en tid hvor der jævnligt sættes danskere på gaden. Danskere der både tæller psykisk syge og børn.

Signe Schlichtkrull skildrer personerne og deres problemstillinger på en realistisk og nøgtern måde. Det er hverken for meget eller for lidt. Det er heldigvis ikke en af den slags bøger, hvor man nærmest får dårlig samvittighed over selv at have et bolig og klare sig godt. Det er derimod en bog, hvor man tænker, at sociale problemer kan have mange forskellige årsager, at systemet kan gøre en forskel, men at systemet alene ikke altid en nok. Og at man som nabo, ven eller kollega måske kan være den vigtige brik i en andens liv. Men også kun måske.

Bogen er skrevet i en enkelt og fint sprog, og sproget passer godt til handling og tema. Det er en debutroman, der fortjener at blive læst.

Signe Schlichtkrull er født i 1969, er uddannet journalist, har arbejdet for både blade, aviser og andre medier og er desuden uddannet fra Forfatterskolen. Hun har boet i udlandet, men bor i dag på Fyn med familien.

Signe Schlichtkrull, Fogeden, Samleren/Rosinante og Co., 232 sider, Marts 2009.