// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Diverse forfattere: Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Noveller

Diverse forfattere: Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter

Skrevet af den 25. april 2009 – 19:59Ingen kommentarer

Han tog hende i sine stærke arme. Hun sukkede stille af fryd. Sjældent havde hun følt sig så tryg. Han trak hende ud fra sig, kiggede hende dybt i øjnene og begge forsvandt de sammen ind i kærlighedens univers i et langt og lidenskabeligt kys.

Jeg tør godt indrømme, at jeg faktisk har haft en periode i mit liv, hvor jeg meget gerne ville læse lægeromaner. Jeg smuglæste derfor gerne i min mormors Familiejournalen. Dengang var jeg omkring 10 år.

På et forlag, der ellers er kendt for at udgive studiebøger til de medicinstuderende, er der netop udkommet en samling af lægenoveller. Jeg var ret frisk på at læse disse – måske lidt frække – lægenoveller og sprang straks ombord i samlingen med den noget så specielle titel: “Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter”.

I min begejstring håbede jeg på noveller fyldt med sætninger som den i indledningen til denne anmeldelse. Et ønske om et gensyn med mine ungdomsnoveller. Men måske er den tid forbi. I stedet oplevede jeg en blanding af lidt frække, lidt mærkelige og nogle meget specielle noveller. Forudsætningen for en lægenovelle var ellers til stede – rammen skulle nemlig være et hospital eller et andet typisk lægemiljø og der skulle deltage mindst en læge i novellen. Men bortset fra det, var de fleste af novellerne bare noveller.

Forfatterne bag novellerne dækker et bredt spektrum af danske forfattere, både bestsellerforfattere og undergrundsforfattere: Claus Ankersen, Hanne Richardt Beck, Jens Blendstrup, Lars Frost, Katinka My Jones, Pia Juul, Michael Larsen, Pablo Henrik Llambias, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ejler Nyhavn, Anne-Marie Vedsø Olesen og Susanne Staun. Hvis du er nysgerrig på projektet kan du følge det på Facebookgruppen “Lægelitt i kort form”.

Diverse forfattere, Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter, Konceptudvikler Jan Frejlev, FADL´s Forlag, 138 sider, 2009.