// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tyler Hamilton: The secret race
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Sportslitteratur

Tyler Hamilton: The secret race

Skrevet af den 23. september 2012 – 11:20Ingen kommentarer

Nøgternt set er Tyler Hamiltons bog, ”The secret race”, blot endnu en erkendelsesbog fra endnu en cykelrytter, som angrer sit og hele feltets massive dopingmisbrug i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne. Men ”The secret race” skiller sig ud ved mængden ved, at den mest handler om en anden end forfatteren, og ved at den går HELT tæt på.

Den syvdobbelte Tour de France-vinder og tidligere holdkammerat og ven med Tyler Hamilton, Lance Armstrong, er bogens virkelige hovedperson. Og det er første gang at den dopingmistanke, som har været mod Armstrong siden hans første toursejr, bliver så grundigt dokumenteret, som det er tilfældet her. Lance Armstrong VAR dopet og var det i et omfang, som langt overstiger hvad de fleste havde troet. Dopingen var uhyre omfangsrig og systematiseret. Ikke blot hos Lance Armstrong og Tyler Hamiltons US Postal Team, men i hele feltet.

Tyler Hamiltons udlevering af Lance Armstrong har et skær af bitter hævnakt over sig. Tyler er tydeligvis træt af at Lance har formået at sno sig gennem systemet og ikke være blevet fældet. For Tyler VED at Lances krop var proppet med EPO.

En anden person, som spiller en fremtrædende rolle i bogen, er danske Bjarne Riis. Tyler Hamilton skiftede til Riis’ CSC-hold i 2003 og det var Riis, som tog Tyler Hamiltons dopingmisbrug og blodtransfusioner til et nyt niveau. Det betød, at Tyler gik fra at være en superhjælperytter for Lance Armstrong til selv at kunne køre med om den gule trøje.

Tyler Hamilton angrer egentlig ikke. Han forsøger ikke at undskylde sine handlinger eller bortforklare dem. Han står ved dem. Sådan var det at køre cykelløb på eliteniveau. Og det er med til at give bogen troværdighed. Her er hvad der skete. Og så er det op til læserne selv, at drage konklusionerne.

Foromtalen af Tyler Hamiltons bog og gengivelsen af uddrag fra bogen i medierne, har været omfattende. Derfor kunne man frygte, at det meste krudt var fyret af, og man som læser ikke fik særligt mere ud af at læse hele bogen, end man fik ud af at læse sportssiderne i aviserne i ugerne op til udgivelsen. Men det er langt fra tilfældet med ”The secret race”. Den er så proppet med afsløringer og slibrige detaljer om ikke mindst Lance Armstrong og Bjarne Riis, at medieomtalen kun har været toppen af isbjerget.

”The secret race” udkommer først på dansk til november. Men senioranmelderens interesse for cykelsport er så massiv, at bogen blev købt som e-bog og læst på ipad’en. Mere om fordele og ulemper ved e-bøger i et senere indlæg.

Bogen er et ”must read” for alle med interesse for cykelsport og for alle os, der så Lance Armstrong kværne al modstand igen og igen på tour-etaper fra 1999 til 2005. Her får vi sandheden bag texanerens triumf og sandheden om Bjarne Riis’ måde at drive cykelhold på.

Tyler Hamilton: ”The secret race”. 2012.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.